1
Søndersø Kro
Kongelig privilegeret Søndersø Kro eksisterer ikke mere. Det eneste synlige, der er tilbage af den fordums kro er en gammel blodbøg, som heldigvis ikke blev fældet, danedrivningsmaskinerne væltede og knuste den gamle kro. De bygninger, som led den kranke skæbne, stammede for de ældstes vedkommende fra kroens genopbygning efter en brand, vistnok i 1915. Jeg ved, at verandaen ud til Odensevej er bygget senere – jeg tror engang i 1920'er eller først i trediverne -, mens jeg er ret overbevist om, at den fløj, som rummede kroens sal, også var en del af genopbygningen. Det samme gælder den fløj, som oprindeligt rummede vognport og stalde til de vejfarendes heste og vogne, altså bygget omkring 1915.
Kroen som sådan var imidlertid meget ældre. Lokalhistorisk Arkiv har en artikel i en publikation,
der fortæller, at kroen har eksisteret i mere end 300 år, og så begynder man at ane noget om
den betydning, den må have haft i tidens løb.
Lige betydningsfuld har den næppe været gennem tiderne, og den har da også haft
konkurrenter – mange endda. Det var forsamlingshusene. Dem havde Søndersø på et tidspunkt
4 af, nemlig et for hvert af de gamle politiske partier, der blev dannet i udviklingsårene for
demokratiet efter den første grundlov fra 1849. Bølgerne må have gået højt dengang, når man
ikke kunne enes med politiske modstandere om noget så rationelt som at benytte det samme
forsamlingshus.
Partiet Venstre havde i det bondesamfund, som Søndersø var, det største forsamlingshus, og
dette hus var også det, der fik den længste levetid. Det lå på Dallundvej og er i dag en del af
Borgerhuset. Af de tre andre partier havde Højre (de konservative, altså håndværkere og
handlende) det næststørste, som lå i Langebyende, hvor præstegårdshaven sluttede.
De Radikale, altså husmændenes parti, havde et forsamlingshus også i Langebyende, men
nøjagtigt hvor, ved jeg ikke. Det er naturligvis for længst revet ned, men jeg har en formodning
om, at det var identisk med det hus, som senere, nok hen mod 1920'erne, blev kaldt for
Biografen. Placeringen var på højre side af Langebyende omtrent over for gadekæret.
Dette hus har jeg aldrig set, men nok hørt om.
Socialdemokraterne havde naturligvis også deres forsamlingshus, men vist ikke i særlig lang
tid.Jeg mener, at det var det hus, som fik navneforandring til ”Afholdshjemmet” , men var vist
fortsat samlingssted for de lokale socialdemokrater helt frem til trediverne engang. Derefter
blev bygningen et almindeligt familiehus. Det er i dag Odensevej nr. 9. Mens disse fire forsamlingshuse udlevede deres politiske funktion i demokratiets tilblivningsproces og var rammerne om oplysende foredragsvirksomhed – især vel nok huset på Dallundvej – var kroen det sted, hvor man kunne samles om det, man havde fælles i lyst og nød, i sorg og glæde. Her fejrede man familiefester af alle slags. Her tog man afsked med de døde, når de var stedt til hvile på kirkegården ikke så langt fra kroen. Her holdt foreningerne deres fester, og her sloges bondekarlene med håndværkernes lærlinge og svende indtil politiassistenten kom, stor og bred og i blankpudsede lange støvler, og håndfast stoppede ethvert slagsmål -om nødvendigt ved fysisk at vise, at Lovens Arm var den stærkeste. Og når alt således var på plads, kunne man godt sætte sig , drikke en øl og skåle med politimanden, der søgte kromandens selskab. Det var jo et lille samfund og alle skulle være der, men der skulle også være forskel på folk, og det var der helt naturligt. Enhver vidste, hvor man havde sin plads. Somme tider surt, men også trygt. Kroen var der, og den var for alle, men man skulle naturligvis betale det, det kostede. Derfor kunne der også være meget langt imellem, at nogle mennesker kom på kroen, men andre kom der ret så ofte, og atter andre alt for ofte, også selv om pengene ikke var til det. Alt dette blev naturligvis bemærket, og man kunne begynde at ane og frygte et sammenbrud i en familie, men blande sig kunne man sjældent. Heller ikke kromanden kunne blande sig. Han måtte jo også tænke på sin forretning. Alle havde et ansvar, men naturligvis først og fremmest for sig selv og sine.
2
Kroen var jo også for de rejsende – derfor var den kongelig privilegeret – og det indebar
rettigheder og pligter. Blandt pligterne var netop hensynet til de rejsende, som skulle forsørges
med mad og drikke og med husly, og det samme gjaldt de rejsendes ledsagende tjenestefolk,
heste og vogne. Men også vagabonderne var rejsende - eller farende svende-. Ind imellem var
der måske også navere ”på valsen”. Alle skulle der søges for, men ikke under samme tag
nødvendigvis. Derfor hørte der til kroen – og den bygning står endnu - et såkaldt ”svendehjem”. Dette ”hjem” blev passet og bestyret af en familie, som boede i den ene ende af huset. På den måde varetog kromanden sin forpligtelse til at sørge for alle rejsende, høj som lav. At sognerådet så også blandede sig, er en ydrligere facet i dette billede. Sagen var jo den,
at svendehjemmets klientel var de socialt ringest stillde, og at sognet havde en forpligtelse
over for disse. Derfor gjaldt det om hurtigst muligt at få dem lempet ind i nabosognet, som
således fik en slags ”Sorte-Per”. Det var derfor også politiassistentens opgave at søge for, at
overnattende ”svende” så tidligt som muligt næste morgen forlod sognet, og de blev derfor
ledsaget af ordensmagten til sognegrænsen, formentlig med et påbud om ikke alt for snart at
vende tilbage. Det hus, der rummede dette svendehjem ligger der fortsat som et lille
familiehus med det lidt mærkelige navn ””Bissehuset”. De farende svende blev undertiden
også kaldt for ”Bisser”.
*****************
Nogle kunne måske få det indtryk, at der var tale om ”morten-korcksk” idyl, men det var langt
fra tilfældet. I den forbindelse vil jeg henvise til Hans Henning Hansens fortælling ”Den Milde
Klang”, hvor han fortæller om det alt andet end idylliske, som også var Søndersø dengang for
så mange år siden. I den CD, jeg solgte i 2006, havde Hans Henning Hansen givet mig tilladelse
til at gengive hans fortælling, og den kan jeg stærkt anbefale til evt. interesserede. Det var
barske forhold dengang i trediverne og til dels også i fyrrerne, selv om økonomien blev bedre,
mens den tyske besættelse til gengæld satte sig præg også på Søndersø.
Kroen fungerede på vanlig vis, selv om forsamlingshuset på Dallundvej gjorde sit indhug i
markedet, og bedre blev det ikke, da Frederik Andersen, der havde bestyret forsamlingshuset,
købte det, byggede om og skabte det, han kaldte ”Højskolehjemmet”, selv om Søndersø aldrig
på noget tidspunkt havde været hjemsted for en højskole. Helt så slemt, som det kunne have været tilfældet, blev konkurrencen nu ikke, for Frederik (vi kaldte ham aldrig andet) var blandt mange andre ting også en fanatisk afholdsmand. Derfor blev Højskolehjemmet klausuleret – og det blev tinglyst -, at der aldrig (man sagde dengang i 99 år) måtte serveres (eller drikkes) alkoholiske drikke på det sted. Klausulen blev håndhævet i mange år, men er formentlig nu blevet ophævet – og det er i hvert fald ikke i Frederiks ånd.
Under besættelsen gik livet i Søndersø for det meste sin meget stille gang. Kun når udløbere af
krigsbegivenhederne strejfede Søndersø, blev man mindet om den katastrofe, der hjemsøgte
Europa. Informationerne fra dansk radio, som blev censureret af den nazistiske besættelsesmagt, og det, der stod i Fyns Tidende, var jo heller ikke sandheden. Radioudsendelserne fra England fortalte fortalte noget ganske andet. Skulle man tro det ene eller det andet? Eller skulle man blot ryste på hovedet. Mange valgte det sidste. Alt imens fungerede kroen på vanlig vis, lige indtil der i det sidste krigsår kom ”tyske tropper” til Søndersø.
Uniformerne og officererne var tyske, men soldaterne var (vistnok alle) rumænere, og de var
ubevæbnede. De var arbejdssoldater, som ved en trist skæbne var kommet i tysk uniform.
Siden havde Rumænien brudt med nazisterne, og så blev de rumænske soldater sendt til Danmark for at etablere en el-forbindelse tværs over Nordfyn, og de beskedne master fra dengang kan vist fortsat ses, når man kører fra Søndersø mod Vigerslev. Disse rumænere blev indkvarteret dels på kroen og dels i Højskolehjemmet, hvor de var som et fremmed-element indtil de kort efter besættelsens ophør marcherede ud af Søndersø og af Danmark. Det var nogle stakkels unge mennesker, som vi af gode grunde ikke måtte have noget at gøre med, og det havde vi næsten heller ikke af sproglige årsager. Endnu talte jeg på det tidspunkt ikke tysk (eller noget andre fremmed sprog), men det gjorde en lidt ældre kammerat, og gennem ham fik jeg lidt at vide om disse unge rumænere. De tyske officerer gav dem forbud mod kontakt med Søndersø-borgene, og alle vidste, at det ikke var velset at fraternisere (som det hed i tidens sprogbrug) med de fremmede soldater, som jo altså ikke var rigtige soldater, men i ugernes og månedernes løb blev denne holdning blødt op på begge sider. Og så var det hele forbi. Nu var årstallet 1945, og rumænerne marcherede, hvis
deres gangart kunne kaldes march, ud af Søndersø. Kjeld skrædder fotograferede optoget oppe ved kroen, og jeg tror, at ingen fra Søndersø siden har set nogen af rumænerne. Jeg skrev, at kroen fungerede på vanlig vis under krigen, og det gjorde den, når forholdende i øvrigt tillod det. Forsyningssituationen var jo ikke normal, omend den kunne have været meget værre.
Det blev holdt fester og baller på kroen, og da dette mærkelige fænomen, der blev betegnet
som ”alsang” også kom til Søndersø, blev der lavet et par alsang-arrangementer, hvor man
oppe i det anlæg, der altid har heddet ”Grusgraven” sang de nationale sange og således viste
sit danske sindelag, og senere på dagen, når det var blevet mørkt, festede videre på kroen, og
ingen tænkte på, at der måske samtidig på østfronten var tyske soldater, som drømte om at
blive sendt til ”flødeskumsfronten” i Danmark.
Nogle forældre – det var nu nok mest mødrene – havde grumme planer med deres børn, både
døtre og sønner. De skulle lære at ”føre sig ordenligt” - det lagde man vægt på dengang, og
så sendte de dem på danseskole oppe på kroen hos overofficiant Nielsen, der kom fra Odense
og på næsten militærisk vis bankede ballernes takt og tone ind i hovederne på de små
bondepiger og -drenge. Men det tog de nu ingen skade af, tværtimod.
**********
Biografen i Langebyende har jeg som nævnt aldrig kendt på anden måde end af navn. Men den
biograf, som blev etableret blot for en enkelt aftenforestilling på Søndersø kro, kendte vi alle,
og vi børn glædede os til at komme op på kroen og til at sidde på første eller anden række på
bænke uden ryglæn og få ondt i nakke og hoved af at se de danske film, mest lystspil, som af
censuren var tilladt for alle – og det var ikke den tyske censur, men den danske filmcensur, der
udøvede sin restriktive funktion. Først skulle man imidlertid have lov af sine forældre og altså
også penge til billetten, for uden penge ingen film, heller ikke selv om man var legekammerat
med krofamiliens børn.
Disse filmforestillinger var et månedligt fænomen, og det var igennem mange år Kino i Otterup,
der kom og viste film. Senere blev arrangementet videreført af en omrejsende biograf fra
Odense – den hed vistnok ”Stjernebio” - og en af mine kammerater fra Søndersø, der var under
uddannelse tjente til livets opretholdelse og studier ved at køre rundt og vise film om aftenen.
Men så var årene gået. Kalenderen var nået frem til sidste halvdel af 1950'erne, og fjernsynet
holdt sit indtog og holdt samtidig folk fast derhjemme i stuerne foran de sort-hvide tv-skærme,
der tryllebandt folk og ændrede deres adfærd efter fyraften, så de færreste nogensinde vendte
tilbage til det liv, de havde levet i den sparsomme fritid. Kun ca. 3 timers tv pr. aften kunne det blive til. Det var nok til at udvikle en tv-narkomani.
Denne adfærdsændring har nok været mærkbar på kroen, men næppe i fuld udstrækning, for
de unge gik fortsat til foreningsballerne på kroen. Festarrangementerne – omend de var
betydeligt færre end senere – blev fortsat afholdt, og sognerådet lod sig vederkvæge på kroen,
når møderne i rådets mødelokale i skolen på den anden side af vejen havde varet længe nok.
Kroen bestod vedblivende, ganske vist med forskellige ejere, hvoraf nogle nok havde mere
succes end andre, men kroen var der, og ingen kunne få den skrækkelige tanke, at den ikke
mere skulle være der.
**************
Man talte i mange år om en omfartsvej, og det varede meget længe, inden den blev til noget,
og forinden var der sket så meget andet. En højkonjunktur i fredstid havde man ikke haft i
mange år, men i slutningen af halvtredserne begyndte den, og den svingede i de følgende
årtier mest i opadgående retning. Landbruget blev revolutioneret på godt og skidt.
Kommunalreform og andre omvæltninger blev mere eller mindre trukket ned over hovedet på
folk, som fandt sig i det, for det havde de lært, at de skulle, og så tjente de jo forresten også
mange flere penge, end de på noget tidligere tidspunkt havde blot drømt om.
Dog steg også skatterne, så de mange penge blev kraftigt beskåret. Derfor var man nødt til at
bestille noget mere, og pengene var jo inden for rækkevidde, selv om man i tilgift fik stress og
andre problemer, man ikke kendte tidligere.
Der blev bygget som aldrig før. Og så begyndte man også at rive ned. Gårde blev revet ned for
at give plads til en nyskabelse, som skulle vise sig i tidens løb at blive et monstrøst
foretagende. Nogen - jeg tror ikke, de var fra Søndersø – mente, at Søndersø skulle lyksaliggøres med et indkøbscenter, og det blev så bygget lige netop der, hvor der havde ligget to kønne gamle gårde, som imidlertid nok alligevel ikke passede ind i den by, som Søndersø var ved at udvikle sig til. Søndersø Center forekom at være en halv løsning. Brugsen og andre af byens forretninger holdt sig udenfor. For dem var det nok lykken, men for centeret intet mindre end en katastrofe, men det sansede man i tidens overmod ikke.
Og man fortsatte med at rive ned. Foretagsomme håndværkere fik øje på nogle karakteristiske,
men ikke specielt kønne – huse. Her skulle der ske noget. De skulle erhverves, rives ned, og nyt
skulle bygges. Fantasien manglede ikke. De nødvendige tilladelser blev på uforståelig vis givet.
Husene revet ned, og så var det slut!! Man havde skrævet videre end bukserne kunne holde.
De revnede: Der var ikke flere penge. Til gengæld et stort gabende hul i husrækken, et hul,
som fik lov at være der i mange år, inden der omsider blev opført nogle huse fra den skuffe,
hvor der går tretten på dusinet. Alt godkendt, billiget og accepteret af kommunale
tilsynsmyndigheder, og tilsyneladende har heller ingen folkevalgte haft mod og mandshjerte til
at stoppe det, som ikke var udvikling, men vanvid.
********
Tilbage til Søndersø Center, hvor butikker rykkede ind og ud igen. Det var de økonomiske og
måske også de finansielle betingelser og nødvendighedens lov, der gjorde sig gældende: Der
kunne ikke tjenes penge i centeret!! Men udenfor gik det strålende. Butikkerne herude
trivedes. De havde nærmest vokseværk. Det var mærkeligt at være vidne til.
I år, anno 2009, har jeg for første gang i lang tid været i Søndersø Center. Det var en
sørgmunter oplevelse. Sørgelig, fordi det ikke behøvede at være gået sådan og munter, fordi
man i årevis har kunnet se, i hvilken retning det gik for Søndersø Center. Men man fortsatte
trøstigt. Så godt som alle butikkerne har forladt ”den synkende skude”, og det skal ikke lægges
dem til last. Jeg tror, at det er helt specielle forhold, der gør, at den eneste kommercielle
virksomhed, der er tilbage, fortsat er i centeret, ellers ville nøglen have været drejet om for
stedse.
Da jeg kørte derfra, var min eneste, altdominerende følelse: UNDREN!
**********
For mere end et år siden fik jeg at vide, at Søndersø Kro var blevet solgt med nedrivning for
øje, og at dette var sket med de relevante myndigheders godkendelse. Ingen havde
tilsyneladende gjort det klart for rette vedkommende, at der her godt kunne ske en aldeles
uoprettelig skade.
Tilsyneladende har heller ikke i dette tilfælde nogen folkevalgt politiker, hvis fornemste opgave
– ikke mindst i kommunalpolitik – må være at tilgodese helhedens interesser, så meget som
hævet et øjenbryn i forbindelse med, at de fornødne tilladelser er blevet søgt og givet. Man
kan ikke tro, at det er rigtigt. Man forstår naturligvis godt den familie, som nu ikke længere ønsker eller kan drive kroen. Salg er for denne familie den eneste mulighed, mens der som mulige købere skulle være flere muligheder. Jeg taler ikke her om, at ejerne ikke skulle have markedsprisen, men om, at der skulle have været mange andre muligheder for at etablere et nyt ejerskab.
Jeg nærer heller ingen negative følelser i forbindelse med, at det er REMA 1000, der købte
kroen, rev den ned og byggede en discount butik. Discount er OK, men ikke nødvendigvis for
enhver pris.
I REMA 1000 forstår man sig på marketing, skulle man mene. Og det er sikkert også rigtigt, at
denne virksomhed ikke vil komme til at opleve nogen negativ reaktion fra kunderne. Det har
REMA 1000 naturligvis overvejet, og deres konklusion er klar og rigtig: Ingen negativ
reaktion.
Det, man imidlertid har sært ved at forstå, er, at tilsyneladende ingen i Søndersø har blot søgt
at råbe vagt i gevær! Det må have været klart for alle, at der her ville ske en uoprettelig skade,
meget større end den, der skete, da et par huse eller tre på Odensevej 16, 18 og 20 blev revet
ned. Hvorfor kunne ingen finde ud af, at den naturligste løsning på problemet ville have
været at rive Søndersø Center ned og dér lave en REMA 1000!
**********
Desværre er jeg bange for, hvis man skal tale om skyld i denne sammenhæng, så bliver det
den bekvemme kollektive skyld: Alle har skyld, og det betyder: Ingen har skyld!!
*********
Må jeg til slut vende tilbage til min tidligere omtale af Hans Henning Hansens ”Den Milde
Klang”. Han nærede ingen høje tanker om Søndersø-folkene, men bag sarkasmen i sin
beretning kan han ikke skjule sin kærlighed til det sted, hvorfra han kommer. Det er en følelse,
jeg genkender.
Copyright 2009
Oskar Petersen
