Sygehus fortsat I

Manuskript til min Radio-Klumme om

SYGEHUS

(fortsat I)

I forrige årtusinde, altså mens amterne endnu bestod, og regionerne velsagtens endnu kun bestod som tankespin, måske nok nedældet på papir, men endnu ingen realiteter, var jeg endnu ikke kommet tilbage til Danmark og derfor lykkelig uvidende om det røre, der var om bl. a. sygehusenes fremtid

Heldigvis findes der radiooptagelser fra den tid, og de dokumenterer i rigeligt omfang den debat, der foregik, og der er ingen tvivl om, at det, der skete dengang, da sygehusmastodonterne blev besluttet og de små sygehus dømt til nedlæggelse, skete de i en så kraftig folkelig modvind, at det repræsentative demokrati i stedet for at vise demokratiets styrke, viste sig som en alt andet end folkelig despot.

Som jeg oplever det, når jeg gennemhører optagelserne fra dengang, fra f.eks. Fyns Amts møde et sted her på Nordfyn, hvor man foregav at ville høre de menige borgeres meninger, men i virkeligheden leverede et spil for galleriet. Beslutningerne var nemlig reelt truffet i de politiske instanser, som havde magten. Det siges ikke tydeligt, men hvis man blot tilstrækkeligt opmærksomt lytter til deres sprog, deres ord og deres tonefald, er det helt sikkert. Her er der ingen tvivl eller usikkerhed, for den overordnede beslutning var truffet. Det var dengang for en 14-15 år siden.

O.U.H., Odense Universitets Hospital, er i dag en realitet, mens Odense Universitet for længst er blevet til Syddansk Universitet. De progressive kræfter har svært ved selv at følge med udviklingen.

Og om føje år står det helt nye supersygehus på Campus, som universitetsområdet kaldes, opkaldt naturligvis efter et af de vanlige amerikanske forbilleder.

Det er næppe tvivl om, at de store forhold giver mulighed for en ønskværdig koncentration af lægelig ekspertise, som i samspil med det ypperste tekniske udstyr giver mulighed for opnåelse af resultater, der overstige almindelig menneskelig forestillingsevne. ….Alt naturligvis forudsat at det hele fungerer, som det skal, og det er desværre ofte langtfra tilfældet. Det er en kendt sag, at teknik kan svigte, men i nutiden, må svigt i de fleste tilfælde tilskrives den menneskelige faktor.

Det er langt fra givet, at det er enkeltindivider, der svigter. Det forekommer naturligvis, men ofte er det i stordrift organisatoriske svigt og/eller kompetencestridigheder, der er hovedproblemet.

Jeg har talt med patienter, som på OUH har oplevet en behandling, som bliver rost i enhver henseende.

På den anden side har jeg kendskab til to patienter (begge ikke ganske unge) hvor dels et ikke helt almindeligt benbrud endnu ikke er helbredt og dels en hofteudskiftning, som heller ikke er forløbet planmæssigt. Årsagerne kan være mange, men svigt i en eller anden grad kan vel ikke udelukkes.

Min personlige erfaring m.h.t. pleje på OUH er i hvert fald ikke uden anmærkninger,hvoraf den væsentligste var gentagne referencer til en røntgenundersøgelse, som i dag ikke kan findes og derfor ikke dokumenteres. Selv har jeg ingen erindring om undersøgelsen, men det kan skyldes, at jeg på det tidspunkt havde meget høj feber.

På genhør!

Udkantsdanmark

Manuskript til min radio-klumme om

UDKANT

Vi her på Nordfyn er i lighed med så mange andre egne af landet blevet karakteriseret som Udkantsdanmark, men ingen har nogensinde klart sagt, hvad dette betyder, og ejheller har nogen forklaret, hvad det indebærer.

Jeg tror, at meningen er hverken god eller positiv; den er nedladende, og man vil gerne gøre udkant til noget latterligt.

Det er nok også derfor, at man valgte en komiker, Jan Gintberg, hvis talent jeg ikke er kvalificeret til at bedømme, men jeg tror, at han er et pænt og ordentligt menneske, og jeg ønsker på ingen måde at kritisere ham. Han påtog sig en opgave, da DR engagerede ham til at være den gennemgående figur i det antal udsendelser om Udkantsdanmark, som blev produceret.

Spørgsmålet om, hvad Udkantsdanmark er, er – mig bekendt – aldrig blevet besvaret seriøst. Man valgte at lade en komiker tage sig af den side af sagen.

Sandheden er vel snarere, at de, der fandt på ordet Udkantsdanmark ikke selv ved, hvad det er, bortset fra, at det er alt det Danmark –- måske lige bortset fra Århus – som ikke er København.

Denne holdning, opfattelse, mening, indstilling eller attitude – man kan kalde det, hvad man vil, er jo slet ikke af nyere dato. Københavneriet har i den sammenhæng flere hundrede år på bagen, og det har altid virket fjollet, for ukendskabet til f. eks. livet på landet har næsten til alle tider været mindst lige så stort som bonderøvens benovelse og usikkerhed i København, som jo i realiteten i europæisk sammenhæng må høre til kategorien af mellemstore provinsbyer og ikke mindst, hvis man ser København i global sammenhæng.

Når man i det hele taget er begyndt at tale om ”udkant”, er det velsagtens et resultat af den økonomiske/politiske udvikling, vi har gennemlevet i det sidste halve århundrede. Den danske økonomi er blevet forbedret i en grad, man ikke har kendt tidligere, og i tillid hertil har man skabt et såkaldt velfærdssamfund, som man heller ikke har kendt tidligere, og som nu begynder at vise sine uønskede sider. Hvis man da ikke foretrækker at sige det mere direkte, nemlig at der nu er tvivl om, hvorvidt vi har råd til det eksisterende velfærdssamfund.

Dette med det rige samfund skal altså tages med et gran salt. Det viste den finansielle/økonomiske krise, vi nu forhåbentlig er i slutningen af.

Ved samme lejlighed fik vi også demonstreret med al tydelighed, at den del af erhvervslivet, som nærmest blev anset for at være sakrosankt, altså af ”helligt tilsnit” d.v.s. bankerne, havde været alt andet end ”hellige”, men derimod grådige og egoistiske og i deres kunderådgivning mindre professionelle end forventet. Det var dansen om guldkalven. Resultatet kender vi, men har næppe set enden på hele misèren.

Det står tilsyneladende ikke helt så godt til i Danmark, som vi troede. Årsagerne hertil er nok flere , og en af dem er utvivlsomt politikerne på Christiansborg.

Men hvad! De er jo også kun mennesker og mange af dem med uafsluttede uddannelser bag sig – uddannelser, som de ikke har fået gjort færdige, fordi de er blevet grebet af det politiske livs fascination og i mange tilfælde troskyldigt har lyttet til embedsmændene, der naturligvis ikke står deres egne interesser i vejen.

Derfor har det overordnede princip i hele den offentlige administration – og det er fortsat det overordnede princip, nemlig CENTRALISERINGEN.

Dette betyder styring, og i værste fald helt ud i detaljerne fra centraladministrationen i København,. Altså fra en af de geografiske udkanter i Danmark.

Den centrale styring kan umiddelbart se meget tillokkende ud og har især i krisestinationer (f. eks. krig) vist sig effektiv, men i erhvervslivet har man for længst set fordelene ved den decentrale organisation og den overlegne effektivitet.

Jeg har netop læst en avisartikel, hvor der gøres opmærksom på, at Danmark har meget at lære af Tyskland, hvor man netop decentraliserer – selv om centraliseringsspøgelset godt kan stikke hovedet frem – og ingen kan vel benægte, at det højdemokratiske Tyskland i disse år er Europas økonomiske lokomotiv.

På genhør!

Manuskript til min radioklumme om

Bogense Sygehus

Forleden havde jeg fornøjelsen at interviewe Anne Lise Sieverts i forbindelse med ugen om frivilligt arbejde.

Ved den lejlighed benyttede jeg chancen til at tale med fru Sieverts om et emne, som jeg ved, ligger mange af Bogenses borgere på sinde. Hver gang man taler med nogen om dette emne, bliver der givet udtryk for irritation og ikke mindst forargelse.

Det er spørgsmålet om det tidligere sygehus, som nu i henved 12 – 14 år har ligget øde hen.

Historien bag sygehuset, som det er nu, er lang og trist, og den er en del af den skandaløse udvikling, vi var vidne til op til den finansielle krise, som tog sin begyndelse i 2008. Dengang blev en række ejendomme handlet og belån og atter handlet og belånt indtil flere gange. Så vidt jeg har forstået blev det tidligere sygehus også involveret i dette belånings-cirkus.

Indtil 2008 havde politikerne på Christiansborg mere eller mindre stiltiende og passivt set til, mens grunden - og det var klart for enhver - blev lagt til den bankkrise, som kom til at koste skatteyderne så dyrt. Herom kan der siges meget mere, men det skal jeg nok lade være med.

Derimod vil jeg gerne sige noget om det sygehus, som var engang, og som dengang var et virkeligt aktiv for Bogense. Den daværende kommune forspildte sin chance i et utidigt snæversyn til at erhverve denne bygning, som med fordel kunne indpasses i den fremtidige planlægning af socialvæsenet i kommunen, og naturligvis ikke mindst, da kommunalreformen fandt sted.

Men dette er som sagt historie. Nu ligger det tidligere sygehus der - indvendig en total ruin og udvendig i et forfald, der tager til med sørgeligt resultat til følge.

Jeg satte mig for nogen tid siden i forblindelse med Kim Johansen, der er socialdemokratisk repræsentant i kommunalbestyrelsen, og vi aftalte at lave en radiooptagelse på åstedet, så vi kunne beskrive tingenes tilstand.

Kim Johansen lovede at ordne det fornødne med ejeren (Brask Thomsens Fond), således at alt gik korrekt til. Jeg har imidlertid intet hørt fra Kim Johansen - heller ikke, at ejeren skulle have givet afslag på en anmodning om adgang til ejendommen. Derfor er det nærliggende at tro, at Kim Johansen ikke har gjort en ….undskyld! …. noget som helst

Jeg kontaktede så TVFyn, som ville tage sagen op på et redaktions møde. Intet et sket indtil nu.

Ekstra Bladet var ærlige og sagde, at det ikke interesserede dem, da det var et lokalt problem, som ikke ville sælge flere aviser. Derfor blev det et nej.

Fyens Stiftstidende og Jyllands Posten har jeg også skrevet til og fortalt om problemet, men uden resultat.

Jeg finder det beskæmmende for Fyens Stiftstidende, som oven i købet har en lokal redaktion i Bogense, at problemet med en ruin, der er under udvikling, ikke er blevet behandlet journalistisk.

Det er på denne baggrund nærliggende at formode, at denne sag ikke tåler at komme frem i dagens lys, og i hvert fald, at en altomfattende handlingslammelse gør sig gældende.

Nu nærmer tiden for kommunalvalget sig. Skal vi så ikke være enige om at få emnet bragt på bane, så en debat kan belyse, hvilke handlingsmuligheder der er. At der ikke er nogen, nægter jeg at tro på.

På genhør!

Uge 41 2013

Manuskript til radioklumme om

Tingstedet , Søndersø

Det turde ikke være nogen hemmelighed, at jeg er født og opvokset i Søndersø. Det har jeg aldrig benægtet, ligesom jeg heller ikke nogensinde har fornægtet Søndersø.

Jeg har som pensionist siddet i Frankrig og skrevet om det gamle Søndersø, lavet cd'er med en fyldig tekst og med et righoldigt billedmateriale - alt sammen om Søndersø.

Menneskerne i det gamle Søndersø har Hans Henning Hansen beskrevet i Den Milde Klang, og jeg har efter >Hans Hennings død redigeret hans fortælling og fået den mangfoldiggjort med slags for øje. Jeg har endvidere for et par år siden lavet en billedbog om det gamle og det nutidige Søndersø, en billedbog, som Michael Caspersen i herreekviperingsforretningen har hjulpet med af printe og sælge.

I denne billed bog er der også fotos, der viser den gamle kro, hvis hovedbygning i dag ville være omkring 100 år gammel, og der er ligeledes fotos, der viser den triste nedrivning af kroen.

Jeg blev ked af det, og det var jeg ikke ene om - mange i Søndersø følte det samme som jeg - og jeg blev vred, og det var jeg heller ikke ene om.

I billedbogen bebrejder jeg politikkerne, at de ikke via lokalplanlægningen hindrede det, der skete, nemlig at det samlingspunkt, som kroen var, blev ødelagt uden tanke for at sætte noget andet i stedet. Det var det værste, selv om det, at den karakteristiske krobygning forsvandt fra bybilledet, var slemt nok i sig selv.

***********

Men lykken står den kække bi, selv om det var en vred, tilsyneladende utilpasset ung mand, der skulle gøre det første skridt i retning af at gøre den gamle skade god igen. Men det var naturligvis ikke i hans tanker, da han satte ild på.

Kommunalpolitikerne er i mellemtiden stort set alle blevet skriftet ud, men situationen var uændret: der var fortsat et savn.

Heldigvis gik det op for de vise fædre og mødre på rådhuset, at der måtte gøres noget, og jeg synes, at det tjener dem til ros og ære, at TINGSTEDET nu står som en del af rådhuset i en størrelse, som umiddelbart forekommer god, vel udstyret til formålet, nemlig at være samlingstid for folk i Søndersø og for kommunen i øvrigt. Og det skal tilføjes, at kommunens betingelser for benyttelsen synes ligeledes at være tænkt uden smålighed. Det vil jeg gerne sige tak for, og det er jeg næppe heller ene om!

*********************

Da jeg for velsagtens et års tid siden interviewede Carl Martin Christensen om hans liv som kommunalpolitiker, spurgte jeg uden for referat, hvordan kommunalbestyrelsen kunne begå en sådan fadæse, som det var ikke at redde Søndersø Kro. Hertil svarede han, at alt var gået rigtigt til, men at man nok havde anskuet sagen alt for kortsigtet.

Da jeg gik ham nærmere på klingen, medgav han, at kritikken ikke var uberettiget, og han beklagede, at kroen ikke var der mere.

Den beklagelse kan jeg fuldt og helt tilslutte mig og samtidig sige endnu en gang tak for Tingstedet og hertil føje et hår om, at Tingstedet vil være t memento til alle politikere om ikke at handle overiler, men tænke på de langsigtede konsekvenser.

På genhør!

Uge 40 2013