Den Ensomme Ulv

Den Ensomme Ulv

Ulve er flokdyr, og ulve har til alle tider fascineret menneskerne, og samtidig har ulvene skabt frygt dels på grund af deres rov af husdyr, og dels fordi de også har udgjort en fare for menneskerne selv, men samtidig har fascinationen draget disse dyr og menneskerne mod hinanden. Et resultat heraf er hunden, men det tænker vi ikke over i det daglige, men selv min lille, venlige gravhund har gener til fælles med den frygtede ulv.

Ulven er som sagt et flokdyr, men det hænder, at en ulv mister sin flok. En enlig ulv, vil ofte hurtigt gå til grunde, men nogle kan være så stærke, at de kan klare sig uden flokken, og den enlige, stærke ulv er for mange blevet sindbilledet på styrke og autonomi.

Eneren er ofte genstand for beundring - også når det gælder mennesker - men tilbageholdenhed er også karakteristisk, når det gælder omgang med de lidt sære enere; undertiden er det ligefrem en form for frygt, som omgivelserne nærer for eneren, for han skal kanøfles, som H.C. Andersen siger i Den Grimme Ælling.

Dermed er vi inde i mobningsproblematikken. I det nutidige, såkaldt moderne samfund er der ikke plads til afvigere, til de sære, til dem, der nu bare er sådan, at de ikke er som alle de andre. Det er ikke, fordi de ønsker at være sære. De vil bare have lov til at gå deres egne veje, og det er som oftest veje, som er besværlige, og som stiller store krav til dem, som vil gå ad disse vej. Mange går da også til grund undervejs og havner på en slags samfundets losseplads, fordi der ikke var plads til den i det velordnede og regelrette samfund.

Det begynder i skolen - uddannelsen  til at være det gode samfundsmedlem - i virkeligheden en ensretning:" hug en hæl og klip en tå" plejer man at sige. Det er langt fra alle, der passer i skabelonen, og så begynder vanskelighederne sådan rigtig for alvor.

Ikke for dem, der som dusinmennesker kan vende og dreje sig, så de kommer til at passe i skabelonen, idet de hurtigt udvikler forståelsen af, hvad politisk korrekthed i enhver forstand vil betyde, og som ser deres fordel i at flyde med strømmen, således som det fremgår af "Admiralens Vise" fra "Den Gode Fregat Pinafore", som blev spillet på Det Kongelige Teater for mange år siden.

Den gennemførte ensretning giver gode soldater, som adlyder ordrer og vælgere, der kan påvirkes i den retning, man fra politisk hold ønsker og således stemme, som det er politisk ønskværdigt.

Vi så det for mange år siden, ja, det er faktisk mere end 70 år siden. Det var dengang, da Danmark blev besat, og hvor samarbejdspolitikken blev til i en slags politisk korrekthed i forhold til besættelsesmagten.

Resultatet kender vi, og jeg er selv en stemme i koret af dem, der priser sig lykkelige over, at den store katastrofe blev undgået i løbet af de fem år, vanviddet fik lov at råde i Danmark. Men inderst inde kan jeg ikke undgå følelsen af skam på Danmarks vegne

Det var enere, særlinge, folk, der tænkte anderledes end den store hob, der gjorde det nødvendige for at genskabe den respekt, som et indforstået fællesskab satte overstyr dengang i april 1940.

Det var disse meget få mennesker, som i modstandsbevægelsen gjorde det nødvendige. Det har Danmark aldrig sagt dem rigtig tak for. Det kan man undre sig over, men allerede dengang vidste vi jo godt, at langt de fleste, som efter maj 1945 optrådte med frihedsbevægelsens armbind aldrig havde gjort dags gerning i frihedskampen. Vi vidste også, nærmest instinktivt, at mange kriminelle handlinger blev begået i den politiløse tid og under dække af modstandskamp.

Som en slags afrunding af denne alt andet end dækkende klumme skal jeg nævne, at næsten enhver kunstnerisk storpræstation så godt som altid skyldes en person: eneren, den ensomme ulv.

På genhør 

Hverdag igen

Manus til radio-klummen    Hverdag igen

Jul og nytår er traditionernes tid, og hvert år - i hvert fald i forbindelse med nytår - sætter man sig for, at nu er der altså noget, der skal ændres. Men det bliver der bare ikke, og det er måske godt det samme, for i julestemningens glans og den opstemte nytårstid, er der måske mange ting, som ser så lette ud, og så er det, at nytårsforsætterne har deres højsæson, men det har den selektive hukommelse også, og den sørger for, at vi kun husker det, vi gerne vil,, og lykkeligt glemmer alle de forsæt eller løfter, som man ikke vil hænges op på, og således kan man fortsat være eller måske påny blive en lykkelig kvinde eller en lykkelig mand, for den selektive hukommelse er da heldigvis ikke forskellig afhængig af køn.

Dette med løfter, som man ikke holder, enten fordi man ikke kan eller ikke ønsker at holde dem, er noget mærkeligt noget. Måske var løftet nok til at opnå det, man gerne ville, og når det så er nået, har løftet gjort sin pligt og kan med sindsro skrottes.

Jeg har - som så mange andre - læst borgmester Morten Andersens kønne og velformulerede nytårshilsen, som blev trykt i både Lokal Journalen og Ugeavisen Nordfyn med samme ordlyd og stort set samme opsætning, men det, jeg søgte fandt jeg intetsteds.

Jeg ville gerne have læst, hvordan borgmesteren vurderede det år, som han og vi andre nu tog afsked med. Men forgæves. Borgmesteren omtalte med glade ord dronningebesøget og arrangementet »Åben Kommune« og karakteriserede begge som succeser, og efter de glade ansigter at dømme var dette utvivlsomt rigtigt, men dagen efter var det hverdag igen. Og man kunne så stille det spørgsmål, om Nordfyns Kommune var blevet rigere eller blot fattigere. Det fortalte borgmesteren nemlig ikke noget om, og ej heller hvad det hele havde kostet kommunen -  og dermed os alle sammen -- for det er jo noget af det, vi kan være helt sikre på, nemlig at omkostningerne altid skal betales, mens det er mere usikkert, om der kommer flere penge i kassen.

Turisme er et af de emner, borgmesteren gerne skriver og taler om, og det er fuldt forståeligt, men det er et af de scoops, man i fortiden har gjort, da man med marina og campingpladser gjorde Bogense attraktiv for mange former for turister, men yderligere udbygning af den sektor var der intet om, bortset fra nogle ord om Hasmark om éndags turisme

.

At Østre Mole i Bogense ikke er blevet helt det, man dengang forestillede sig, da tilladelserne blev givet, er de fleste vist klare over,......og mon ikke også borgmesteren, men det skal  naturligvis ikke med i en nytårstale. Heller ikke, hvad man i øvrigt har af planer og/eller problemer, som altså hører det nye år til.

Fremtiden drejer sig jo om hele kommunen og ikke kun udvalgte områder. Det er ikke blot Bogense, Otterup og Søndersø, der har krav på kommunal opmærksomhed. Alle de andre landsbyer i kommunen som f. eks. Veflinge, Krogsbølle, Vigerslev, Hårslev, Morud og mange flere er dele af den mangfoldighed, som kommunalpolitikerne må forholde sig til.

Vi vil gerne vide, hvilke planer de har for fremtiden for hele Nordfyns kommune. Disse planer hører vi aldrig om. Hvorfor? Jeg gentager: HVORFOR? Hvorfor hører vi intet?  Kan vi ikke tåle at høre det, men  må blot acceptere de fuldbyrdede kendsgerninger, når fremtiden for alvor rammer vor kommune. Den kommune, som har så mange interne problemer med bare at finde ud af sig selv, og som derudover må lære at hævde sig over for de andre kommuner i landet, men ikke mindst - og måske især  - over for de 179 politikere på Christiansborg.

Disse Christiansborg-politikere har så mange andre interesser og problemer (også karrieremæssigt), at de ikke tænker særligt meget på de 98 kommuner, hvoraf de opfatter de fleste som »Udkants-Danmark«. Nordfyns Kommune er der næppe mange af dem, der tænker særlig meget på.

Fortæl os, hvad »vore politikere« - altså dem her i kommunen - gør over for dem på Christiansborg. Fortæl dem derinde på Borgen, at vi ikke kan acceptere den tilbagegang, vi oplever i befolkningstal og dermed i samlet indtjening i dette land, som efter sigende er så rigt og folk så lykkelige.

Det er bl.a. de samfundsbetingede forhold, som er blevet forringede, og samtidig er den lokale kreativitet og foretagsomhed blevet sat i skammekrogen af centraldirigerede regler, forordninger, anvisninger eller pålæg. Dermed har man også taget det fra et godt erhvervsliv, som også er nødvendigt, nemlig glæde, dristighed og gå-på-mod,

Hr. borgmester! Gør noget, og fortæl os om det!

Så skal vil nok klappe i vore hænder!

På genhør!

Lidt sprogkritik

Derude

Kender De det, at blive "talt ned til". Når nogen føler sig berettiget til at behandle en som et inferiørt, laverestående væsen, og det sker,  -  bl.a. i radio og TV  -   når de taler om "dem derude" blot fordi man befinder sig et andet sted end de selv.

Og vi har nu altså har valgt at bo "derude", og  det kommer ingen andre ved. Man kunne måske fristes til at tro, at det er "udkantsproblematikken", der smitter af.

Jeg ved godt, at i en sprogfattig tid (og det er det næsten altid) føler mange sig fristet til at låne  "smarte" ord, udtryk og talemåder fra andre. På den måde fylde man sit eget sprog op med lånegods og bruger disse ord og udtryk, som var de af egen opfindelse.

Dette sproglige fænomen er i almindelighed blot irriterende, hvis man er så uheldig at have øre for noget sådant.

For efterhånden mange år siden var det ordet "li'som", der jo i virkeligheden burde være "lige som", og det ville være berettiget at bruge, når der var tale om sammenligninger, og man konstaterer, at nogle af disse er ensartede.

Også de to ret så uskyldige bogstaver "O" og "K" er faret hærgende gennem vort sprog  -  oven i købet med en tillempet engelsk udtale  -   med vekslende betoninger på jagt efter et "samtygge", som man måske i sidste ende alligevel ikke var så interesseret i, fordi det altså blot var sådan et fyldord, man sagde, bare for at sige noget.

Jeg mener forøvrigt at kunne konstatere, at de to bogstaver aldrig har præget skriftsproget på tilsvarende vis.

I de senere år er det "rigtig, rigtig", der har hærget sproget, og det har været irriterende og e nok nu i aftagende, men læg mærke til, at de to ord som oftest er blevet brugt i forbindelse med noget positivt. Der var aldrig noget, der var "godt"; det skulle være "rigtig, rigtig godt", og så er det altså, at tæerne begynder at få det dårligt i skoene.

 Et andet stakkels ord, der må høre for både tidlig og silde. Det er såmænd det lille mærkelige ord "jamen". Det er et lille uskyldigt biord, som egentlig er sammensat af to ord: det positive og måske nok dristige ord "ja", der lover, at nu skal der ske noget, men så bliver det straks sat på plads af et andet ord, "men", som udtrykker modsætning og betænkelighed i retning af, at nu skal man altså passe på ikke at gå med til for meget.

"Jamen" er et pudsigt ord, og jeg ved ikke, om det udtrykker noget i den danske folkekarakter, for ingen dansker af den normale slags vil kunne svare på et næsten hvilket som helst spørgsmål uden ar begynde svaret med ordet "Jamen". Det er sikkert hver gang. Næsten.

Derimod er der ikke noget "næsten" eller noget andet forbehold, når jeg siger, at jeg bliver vred, når journalister og politikere (det er nok mest dem) i radio og TV taler om "dem derude". Det er en hoven, arrogant og bedrevidende hold­­ning, der ligger bag den måde at tale om andre på. Det er ikke en tale­måde eller et uskyldigt fyldord i lighed med dem, jeg har netop har talt om. Udtrykket "dem derude" lægger afstand mere eller mindre tilsigtet.

Det bør man efter min opfattelse ikke gøre. Holdningen som sådan vil man nok ikke turde give udtryk for, men de små ord er forrædere, som det er svært at vogte sig for.

I øvrigt er det netop min pointe, at man skal omgås ord som "oppe" , "inde", "nede" "ude" osv meget varsomt, for det er små sladrehanke, som ofte fortæller noget om en bagved­liggende holdning..

På genhør

***********

Post festum må jeg tilføje, at jeg hørte i Radio Nordfyn, at jeg i omtalen af denne radioklumme blev omtalt som den "sure, gamle mand". At jeg er gammel, er et prædikat, jeg som 82-årig med glæde tager på mig. At nogen opfatter en kritisk holdning som "surhed", er beklageligt.

Kommunal Service på Nordfyn

 Kommunal  Service

Vi nærmer os den tid, hvor det er en halv snes år siden, at vi kom til at bo i Nordfyns Kommune, og vi har skullet vænne os til, at vi ikke mere kommunalt hører til Bogense, Otterup eller Søndersø.

Kommunalreformen har været vanskelig at gennemføre, eller når der skal tales rigtig fint storkommunalt, så hedder det, at kommunalreformen har været vanskelig at implementere, og det er der ingen almindelige mennesker, der forstår betydningen af, men det lyder da imponerende.

Det er nok et spørgsmål, hvor mange af de ny- eller genvalgte "rødder", der kender ordets oprindelse og dermed dets betydning.

Det er næppe heller forkert at mene, at med implementeringen af kommunalreformen er afstanden mellem den enkelte borger på den ene side og på den anden kommunalpolitikerne (hvis job jeg på ingen måde misunder dem) og kommunens administrative personale  -  denne afstand er vokset betydeligt, siden man gennemførte den første kommunalreform for ca. 40 år siden.

Det er ikke kommunalreformerne som sådan, jeg sætter spørgsmålstegn ved. Jeg stiller snarere spørgsmålet eller rettere spørgsmålene, for der er to spørgsmål, nemlig for det første, om det er den rigtige kommunalreform, der er blevet vedtaget, og for det andet, om den er ført ud i livet, således som den var tænkt, og således som den var lovet, for der kan også her være en uoverensstemmelse eller diskrepans, hvis man foretrækker fremmedordet, mellem det man stillede i udsigt og det, man som boende i kommunen oplever som dagligdag, og det er jo trods alt dem, der er flest af, dagligdagene, altså.

Om valget af kommunalreform var det rette valg, for det blev befolkningen jo ikke spurgt om, sådan rigtig for alvor. Det var vist kun spørgsmål om kommunernes navne, der var til debat og afstemning. Om det var den rigtige kommunalreform, der blev besluttet og gennemført, kan vi vel ikke være sikker på. Dette med kommunens navn er jo en typisk pseudo-problemstilling, men så lang tid folk er optaget af at diskutere og snakke  om dette pseudo-problem, er der andre forhold, der rummer problemer, som nok er blevet tiet ihjel.

Da jeg for efterhånden en del tid siden interviewede Carl Martin Christensen i Bastrup fortalte han mig i hvert fald, at han havde et ganske andet syn på kommunalreformen.

Det er i hvert fald sikkert, at et af løfterne dengang var, at den nyskabte kommunes befolkning, som man nu kalder for borgerne (efter min opfattelse et skrækkeligt ord i denne sammenhæng, for borgere er bybefolkning og ikke dem, der bor i landområderne) - denne befolkning stillede man en hel masse positivt i udsigt, og utvivlsomt lovede man også en forbedret kommunal service.

Kære lyttere!  Er det en bedre service, man har fået i den kommune, der kom ud af reformen.

Jeg ringede forleden formiddag til kommunens telefon, og hør så her, hvad der blev svaret:

lydfil:.(Prøv selv at ringe tel.f 64 82 82 82) en formiddag inde kl. 10, eller en onsdag.

Så er det, jeg spørger:

Hvad er det for en telefonservice, kommunen tilbyder dem, som den er til for?

Er det en måde at behandle de mennesker på, som bidrager til kommunens drift med 26,1 % af deres skattepligtige indkomst?  Til orientering:

Landsgennemsnittet er 1,2 procentpoints lavere

På genhør