Lidt sprogkritik

Derude

Kender De det, at blive "talt ned til". Når nogen føler sig berettiget til at behandle en som et inferiørt, laverestående væsen, og det sker,  -  bl.a. i radio og TV  -   når de taler om "dem derude" blot fordi man befinder sig et andet sted end de selv.

Og vi har nu altså har valgt at bo "derude", og  det kommer ingen andre ved. Man kunne måske fristes til at tro, at det er "udkantsproblematikken", der smitter af.

Jeg ved godt, at i en sprogfattig tid (og det er det næsten altid) føler mange sig fristet til at låne  "smarte" ord, udtryk og talemåder fra andre. På den måde fylde man sit eget sprog op med lånegods og bruger disse ord og udtryk, som var de af egen opfindelse.

Dette sproglige fænomen er i almindelighed blot irriterende, hvis man er så uheldig at have øre for noget sådant.

For efterhånden mange år siden var det ordet "li'som", der jo i virkeligheden burde være "lige som", og det ville være berettiget at bruge, når der var tale om sammenligninger, og man konstaterer, at nogle af disse er ensartede.

Også de to ret så uskyldige bogstaver "O" og "K" er faret hærgende gennem vort sprog  -  oven i købet med en tillempet engelsk udtale  -   med vekslende betoninger på jagt efter et "samtygge", som man måske i sidste ende alligevel ikke var så interesseret i, fordi det altså blot var sådan et fyldord, man sagde, bare for at sige noget.

Jeg mener forøvrigt at kunne konstatere, at de to bogstaver aldrig har præget skriftsproget på tilsvarende vis.

I de senere år er det "rigtig, rigtig", der har hærget sproget, og det har været irriterende og e nok nu i aftagende, men læg mærke til, at de to ord som oftest er blevet brugt i forbindelse med noget positivt. Der var aldrig noget, der var "godt"; det skulle være "rigtig, rigtig godt", og så er det altså, at tæerne begynder at få det dårligt i skoene.

 Et andet stakkels ord, der må høre for både tidlig og silde. Det er såmænd det lille mærkelige ord "jamen". Det er et lille uskyldigt biord, som egentlig er sammensat af to ord: det positive og måske nok dristige ord "ja", der lover, at nu skal der ske noget, men så bliver det straks sat på plads af et andet ord, "men", som udtrykker modsætning og betænkelighed i retning af, at nu skal man altså passe på ikke at gå med til for meget.

"Jamen" er et pudsigt ord, og jeg ved ikke, om det udtrykker noget i den danske folkekarakter, for ingen dansker af den normale slags vil kunne svare på et næsten hvilket som helst spørgsmål uden ar begynde svaret med ordet "Jamen". Det er sikkert hver gang. Næsten.

Derimod er der ikke noget "næsten" eller noget andet forbehold, når jeg siger, at jeg bliver vred, når journalister og politikere (det er nok mest dem) i radio og TV taler om "dem derude". Det er en hoven, arrogant og bedrevidende hold­­ning, der ligger bag den måde at tale om andre på. Det er ikke en tale­måde eller et uskyldigt fyldord i lighed med dem, jeg har netop har talt om. Udtrykket "dem derude" lægger afstand mere eller mindre tilsigtet.

Det bør man efter min opfattelse ikke gøre. Holdningen som sådan vil man nok ikke turde give udtryk for, men de små ord er forrædere, som det er svært at vogte sig for.

I øvrigt er det netop min pointe, at man skal omgås ord som "oppe" , "inde", "nede" "ude" osv meget varsomt, for det er små sladrehanke, som ofte fortæller noget om en bagved­liggende holdning..

På genhør

***********

Post festum må jeg tilføje, at jeg hørte i Radio Nordfyn, at jeg i omtalen af denne radioklumme blev omtalt som den "sure, gamle mand". At jeg er gammel, er et prædikat, jeg som 82-årig med glæde tager på mig. At nogen opfatter en kritisk holdning som "surhed", er beklageligt.