Demokrati II

Demokrati II

I den foregående klumme talte jeg om demokratiet, sådan som vi oplever det i Danmark, og jeg gjordet også klart, at der ikke er tale om et egenligt demokrati, men et  såkaldt repræsentativt demokrati, og det i sig selv indebærer nogle indskrænkninger i forhold til det direkte, umiddelbare folkestyre.

Jeg sagde også, at der er god grund til at betegne Danmark som et demokrati, og jeg vil da gerne understrege, at det siden 1849 er blevet udbygget betydeligt.

Det gælder således de folkeafstemninger, som politikerne kan forlange gennemført efter visse regler. Disse indebærer bl.a. at spørgsmål om f. eks. beskatning ikke kan sendes til folkeafstemning. Til gengæld skal love, som indebærer afgivelse af suverænitet, sendes til folkeafstemning, således som det var tilfældet i 1972, da Danmark blev medlem af EF.

I et demokrati har vi det som i et ægteskab, og for at bruge vielsesritualets problemformulering har vi lovet at stå sammen  "i gode som i dårlige tider."

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at i de gode tider er livet lettest for alle parter, og vi har også oplevet at få vort demokrati sat ud af spillet, sådan reelt. Alle ved, at det var i perioden 1940 - 45. Og dengang lovede vi hinanden, at det aldrig måtte ske igen. Om vi vil være i stand til at holde det løfte, er nok mere tvivlsomt.

Vi har som sagt haft både gode og dårlige tider. Her tænker jeg  først og fremmest på økonomien. Og hidtil har demokratiet klaret sig, omend med nogle skrammer.

Det er fuldt forståeligt, at politikerne i gode tider nyder anseelse og troværdighed, mens tilliden daler eller ligefrem rasler ned - for nu at bruge journalistsprog.

Den seneste kriser er ved at være overstået, mener man. Og det kan vel især politikerne glæde sig over, for øjeblikket er vælgernes opfattelse af politikerne så ringe, som den ikke har været i lang tid. I følge en meningsmåling, jeg har læst for nylig i altinget dk har mere end 60 % af vælgerne "ret lille" eller "meget lille" tillid til politikerne, og man vil ikke kunne hævde, at det er godt for demokratiet.

Personligt mener jeg, at denne ringe tillid er politikerne stort set selv skyld i. De - såvel som andre  - kunne se krisen komme dengang før 2008. Dengang da ejendomspriserne løb helt grassat, og det gav som bekendt stødet til, at bankernes udlån steg nærmest uden kontrol, og på tilsvarende vis opførte man sig hos realkreditinstitutionerne.

Da ballonen så revnede i USA - som bekendt var det Lehman Brothers - så væltede knaldet også økonomien i bl.a. Europa. Og  slemt blev det også i Danmark, som selv havde lagt grunden til en økonomisk krise ved - som jeg sagde - ikke at have reageret politisk på de helt vilde tilstande på ejendomsmarkedet og i kreditsektoren.

Yderligere kunne man se boligspekulanterne boltre sig lige for næsen af en flok passive politikere.

Og da det så gik galt. Hvem måtte så betale? Ja rigtigt! Skatteyderne. selvfølgelig!

Vi har i TV set dokumentarudsendelser, der giver belæg for, at bankledelser har handlet tæt på - og i visse tilfælde overskredet grænsen til det kriminelle, og i hvert fald det totalt uansvarlige.

Alt imens har bankdirektører ligeledes iflg. TV kunnet trække sig tilbage velpolstrede med mange millioner i fratrædelsesgodtgørelse!

Det skylder vore politikere os at rette op på, hvis de igen vil gøre sig værdige til vælgernes tillid.

****************

I min første klumme om demokrati, var der flere ting, jeg ikke fik sagt.

Jeg fortalte ikke, at der i Grundloven ikke er særlige krav til politikernes uddannelse, men krav om  en pletfri vandel er naturligvis  helt ubetinget.

Uddannelsesmæssigt står det på Christiansborg godt til, idet akademiske uddannelser forekommer langt hyppigere end i befolkningen i almindelighed. Således oplyses det på internettet, at hver 5. MF'er har læst og/eller afsluttet en uddannelse i statskundskab. Det er derfor med stor undren, at man må konstatere, at det gik så galt som det gik, jævnfør, hvad jeg nævnte under omtalen af krisen.

På den anden side er de mange akademikere årsagen til, at de 179 politikere på Christiansborg ikke er reelt repræsentative for den danske befolkning. Jeg tror, at man skal lede længe for blot at finde en murerarbejdsmand på tinge!

Endnu har jeg ikke udtømt mit emne. Jeg kommer tilbage!

På genhør!

Demokrati I

Danmark  -  et demokrati?       I

Er Danmark et demokrati? kunne man spørge, og de fleste ville nok svare med et klart og tydeligt "Ja", og de mere kyndige ville sikkert begynde at tale om grundloven af 1849, om ændringerne senest i 1953, og om den mere liberale valgretsalder, der nu er 18 år.

Og det er alt sammen rigtigt. Men i begejstringen skal man huske på, at den allerførste grundlov er skrevet i enevældens tid, og at kvinder og såkaldt tyende, tyende er tjenestefolk, og altså hverken kvinder eller tyende havde stemmeret. Tillige var der begrænsninger, hvis man ikke havde en indkomst af en nærmere fastlagt størrelse.

Det var først i 1908, at kvinder fik stemmeret til kommunalvalg, og de måtte vente helt til 1915, inden de fik stemmeret til Rigsdagen, i øvrigt sammen med tyendet. Dette retslige begreb, tyende, blev først afskaffet ved lov i 1921.

Hertil kan man sige, at det alt sammen er historie, og at alle disse skavanker er der rettet op på. Ja, men alligevel er det ikke et 100% demokrati.

Man hævder officielt - og nok med god grund  - at Danmark er et demokrati. Man kalder det for et repræsentativt demokrati, og det er rigtigt, idet det egentligt demokrati ganske enkelt ikke ville kunne praktiseres i et nutidigt samfund, som man også med et flot ord også kalder et moderne samfund.

At demokratiet er repræsentativt indebærer, at befolkningen vælger de politikere, som på folkets vegne skal træffe de politiske beslutninger på Christiansborg, i regionerne og i kommunerne. I det egentlige demokrati skal de stemmeberettigede stemme om alle love, og det vil være nærmest en umulighed. Det er kun i helt særlige situationer, at vi i Danmark har folkeafstemninger.

Lad os hert se lidt nærmere på dem inde på Christiansborg.

Her begynder det allerede at knibe, idet der i 135 opstillingskredse skal vælges 135 kredsmandater.  For som kandidat at stille op til et folketingsvalg skal man opfylde nogle betingelser og naturligvis udpeges af et politisk parti, som en af de kandidater, der kan vælges til at repræsentere partiet på Christiansborg, hvor hvert parti - afhængig af størrelse kan opnå at få valgt  kandidater som medlemmer af folketinget. Det vil sige, at de valgte i første række repræsenterer deres parti.

De skulle jo i virkeligheden samlet set repræsentere befolkningen, men eftersom kun ca. fire procent af den danske vælgerskare er medlemmer af et politisk parti, kan man sige, at de resterende 96% må have vanskeligheder med at få deres synspunkter repræsenteret i Folketinget, medmindre et af partierne netop skulle have det pågældende synspunkt på sit program.

Det er muligt at opnå valg til Folketinget uden at høre til et parti. Men det er nærmest kun en teoretisk mulighed. (Dog opnåede Jacob Haugaard at blive valgt, men det var meget sensationelt.)

Politikerne rekrutteres altså fra et udsnit af den samlede befolkning på ca. 4% eller ca. 170.000 medlemmer af alle politisk partier ud af en samlet vælgerskare på ca. 4.000.000, og det er jo ikke særligt imponerende tal. Vi skal bare gøre os dette forhold klart.

I hver af de 135 opstillingskredse vælges en kandidat fra det parti, som får flest stemmer - det såkaldte kredsmandat, og af dem er der således 135.

Med de såkaldt nordatlantiske mandater (2 fra Grønland og 2 fra Færøerne) har vi således 139 valgte medlemmer af Folketinget. De resterende 40 mandater er de såkaldte tillægsmandater, som tildeles partierne ud fra de opnåede stemmer, således at i virkeligheden ingen stemmer "går tabt". Som det fremgår har disse tillægsmandater ingen tilknytning til de enkelte opstillingskredse, og de har således ikke den samme umiddelbare tilknytning til vælgerbefolkningen i en bestemt kreds som kredsmandaterne, men dette betyder ikke, at folketingsmedlemmerne kan opdeles i f. eks 139 1. klasses medlemmer og 40 2. klasses.  Alle er lige, men nogle er måske "mere lige end andre." Det har imidlertid andre årsager.

Politikernes opgave på Christiansborg består primært i lovgivningsarbejde, og det kræver en lang række forhandlinger, inden afstemningen sætter kronen på værket, som dog først har gyldighed, når det er offentliggjort i Statstidende efter at dronningen har underskrevet loven.

Inden man kommer så langt har en lang række mennesker været involveret, og når mennesker bliver involveret har de alle hver især nogle interesser, som de gerne vil have tilgodeset, så vidt det er muligt.

Den enkelte politiker er naturligvis sig selv nærmest, og er i øvrigt af loven forpligtet til at stemme efter sin egen  overbevisning. Dette vil selvfølgelig for det enkelte medlem kunne kollidere med loyaliteten over for partiet. Antagelig vil denne loyalitet blive tillagt størst vægt, for det allervigtigste for en politiker er utvivlsomt at blive genvalgt. Her spiller sikkert også  økonomiske interesser ind, idet vederlag og pensionsordning er gode, men dog ikke overvældende som tilfældet er for visse bankdirektører iflg.  det., som dagspressen har oplyst.

Og så må vi ikke glemme, at der på Christiansborg arbejder mange andre end politikerne, og at disse mennesker også har en interesse i det, der foregår.

Naturligvis - og det fremgår også af forskrifterne -  skal der indhentes oplysninger og meninger fra befolkningen, og det sker f. eks. via de faglige foreninger på arbejdsgiver- og arbejdstagerside og via de mange andre organisationer og foreninger, som har medlemmer, der berøres eller på anden vis har interesser i den pågældende lovgivning. Man taler i den sammenhæng ofte om lobbyisme.

Imidlertid er det sådan for den enkelte kvinde eller mand i vort samfund, at de har ingen indflydelse - og sådan føler de det også - på de love og bestemmelser, som vedtages, og som de under strafansvar har at rette sig efter. Den eneste sølle trøst, de har, er,   at der højst kan gå 4 år fra de sidst satte deres kryds på valgdagen, til de igen får mulighed for at sætte kryds og så samtidig krydse fingre for, at det ikke kommer til at gå helt galt.

Det emne, jeg her har talt om, er på ingen måde udtømt. Derfor siger jeg nu:

På genhør!