Dansk Kultur

Manus. til klumme i Radio Nordfyn om 

Dansk Kultur

Når man med udtrykket Dansk Kultur gerne vil se dansk levevis og danske værdsæt og -normer som værende udtryk for det, vi forstår ved dansk kultur, er det indlysende, at vi i de mange år, hvor indvandrere af fremmed etnicitet og dermed også med en væsentlig anderledes kulturbaggrund, må se den danske kultur udfordret så kraftigt, som det sjældent har været set.

Derfor er det nødvendigt, at danskerne gør sig situationen klar, for utænkeligt er det ikke, at den danske kultur bliver udfordret.

Af samme grund må man derfor også gøre sig klart, hvad den danske kultur er. Den er ikke noget vi kan tage som en selvfølgelighed og som en konstant og uforanderlig størrelse.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, om andre har brugt den sondring, jeg nu vil gøre, idet jeg vil sondre mellem en microkultur, som jeg vil kalde vort dagliglivs kultur, som vil omfatte f. eks. familielivet, arbejde, skole, diverse fritidsaktiviteter osv. og på den anden side en makrokultur, som er den kultur, vi møder, når vi forlader den snævrere, hjemlige verden og søger ud i det øvrige samfund f. eks for at gå i biograf, teater, koncert, fodboldkampe og andre sportsbegivenheder, rejser med tog eller benytter andre trafikmidler. Mine tilhørere vil kunne nævne talrige andre eksempler.

På denne baggrund kunne man begynde at tænke over, hvordan den kultur, vi kender, er opstået og har udviklet sig. Det er nærliggende at se, at stenalderkulturen blev til en vikingekultur, som igen blev fortrængt af andre danske kulturformer. Man vil se, at den danske kultur nok udviklede sig her i landet, men på basis af en betydelig import af kulturfaktorer, som næsten alle er kommet sydfra. Historikerne peger således på, at en påvirkning i retningen øst - vest, kun kan påvises op et enkelt område, nemlig folkeviserne.

Den helt store kulturindflydelse kom naturligvis med kristendommen, med den katolske  kirke og senere med Luthers reformation. I dag kan vi næppe forestille os, hvordan tilværelsen eller livet i almindelighed har været, domineret som det var af enten den katolske eller den protestantiske kirke.

Hertil kom, at den religiøse tro havde en pendant, som man kaldte for overtro, som omfattede tro på spøgelser, hekse, trolde, de såkaldt underjordiske etc. Alt sammen måske som et modstykke til den religiøse pression fra kirken.

Alt dette var muligt i et samfund, hvor det generelle uddannelsesniveau var lavt.

Det var i 1700 tallet, at den store forandring skete.

Det var "Oplysningstiden", som den blev kaldt, der udviklede sig igennem hele århundredet, og hvor ikke mindst franske filosoffer kom til at påvirke de tanke- og værdisæt, der endte med i væsentlig grad at bryde den dominerende magt, kirken havde over sindene og dermed i samfundet som helhed.

Det er således alment anerkendt, at den vesterlandske kultur, som vi kender i dag, ikke ville have været en realitet, hvis ikke Oplysningstiden havde skabt en anden måde at tænke på, og dermed grundlaget for den moderne videnskab. Det betød også, at kirkens magt over sindene og dermed over det økonomiske liv blev brudt.

Oplysningstiden var noget enestående. Andre kulturer som f. eks. den muslimske har ikke kendt en lignende oplysningstid, som i den vestlige verden betød, at det tankemæssige arvegods fra middelalderens kirke blev sat ud af spillet.

I nutiden konfronteres hyppigere og hyppigere vor kultur med andre kulturer, og sammenstødet er vel nok voldsomst med islam.

************************

I det daglige er det ikke i vore tanker, men hele vor kultur bygger i det væsentlige på Oplysningstidens idéer.

På genhør!

Diesel

Vintertid er også dieseltid

For et par uger siden konstaterede jeg, at vintertid er suppetid,  og det var så det. Jeg håber, at man rundt omkring i familierne tager min opfordring alvorligt, nemlig opfordringen til at sætte familien i centrum.

Centrum for vort emne i dag er bilen, ikke blot sådan i almindelighed, men nok især den eller rettere de biler, som kører på diesel. Det er jo i tidens løb blevet til mange, takket være den udvikling af dieselteknologien, som slog igennem for nogle årtier siden. Da blev dieselmotoren endog særdeles anvendelig i de mindre biler, ja også i de helt små, minibiler kaldes de jo.

Dieselmotoren er i denne sammenhæng noget af det bedste, teknologien har kunnet byde på til anvendelse i den store målestok og generelt. Endnu er el-bilerne som bekendt slet ikke færdigudviklede, så de kan ikke være et reelt alternativ til de dieseldrevne, men endnu kan ingen sige, hvornår den elektriske drifkraft vil være en realitet.

Tidligere tiders dieselbiler var både støjende og ikke mindst stærkt osende, men det er problemer, som bilindustrien nu forlængst har lagt bag sig. Det er ikke mindst opfindelsen og udviklingen af de såkaldte partikelfiltre, der gør dieseludstødningen ren som benzinbilernes, men så heller ikke renere.

Gamle dages dieselbiler var relativt fåtallige og osende, og tillige besværlige, ikke mindst at starte.

Derfor var det nærliggende at lade disse motorer gå i tomgang, selv i meget lang tid. Det var tilmed yderst fornuftigt. MEN DET ER DET IKKE MERE!

Man lader jo heller ikke en benzinmotor gå unødigt i tomgang i længere tid. Det har man vænnet sig til, og det er en god vane ikke at lade tomgangen bidrage mere til luftforureningen end højst  nødvendigt.

Desværre er den gamle opfattelse af diselmotoren hos nutidens bilister stadig gældende. Motorerne går fortsat i tomgang 10, 15, 20, 25, ja også i halve timer til ingen verdens nytte. Og de sviner på nøjagtig samme måde som bilmotorerne ville have gjort, hvis man havde haft for vane at lade dem gå i tomgang helt unødigt, men det gør man jo heller ikke, for brændstoffet er dyrt. Det gælder både benzin og diesel.

Min opfording gælder derfor alle bilister, men nok specielt dem, der kører diesel

LAD IKKE MOTORERNE GÅ I TOMGANG! Stands dem, de er jo så lette at starte igen med de gløderør, som bruges nuomstunder.

Jeg mener at vide, at nogle bilproducenter har udviklet eller er undervejs med motorer, som standser automatisk, når tomgang er en realitet, og det skulle ikke undre mig, om disse motorer kan gå i gang igen automatisk, når det bliver nødvendigt for at fortsætte kørslen.

Min opfordring er derfor: STANDS MOTORERNE VED TOMGANG! Det gavner både luften og pengepungen.

I øvrigt er det forbudt ved lov at lade bilmotorer gå unødigt i tomgang, og det gælder både benzin- og dieselmotorer!

På genhør!

Magtens Pris

Radio-Klumme

Magtens Pris

(eller prisen for den magt, man ikke fik)

Kommunalvalget nærmer sig med raske skridt. Ca. en måneds tid endnu, så falder klokken i slag.

Når det hele så er overstået kan nogle af politikerne fortsætte, hvor de slap, da de har opnået at blive genvalgt. De ikke valgte må så alt efter temperament græmme sig, eller med Osvald Helmuths ord fra den gamle Helsingør-revy: finde en grimasse, der kan passe.

Som alle ved, er det fire år, sinde der sidst var kommunalvalg, altså 2009. Personlig boede jeg slet ikke i Danmark dengang, og jeg har i de sidste 2½ år, hvor jeg har boet i Bogense, ikke haft den ringeste anelse, om de dramaer, der udspillede sig i kølvandet på valget, efter at kommunen havde været Nordfyns Kommune i 4 år.

En af Radio Nordfyns medarbejdere gjorde mig opmærksom på, at noget af dette drama blev refereret af TV2Fyn, og at jeg på denne senders hjemmeside kunne se og høre mere om det, der skete dengang for 4 år siden. Det var rigtigt, og jeg har nu på min computerskærmset og hørt den udsendelse, som hart titlen  MAGTENS PRIS, og som handler om en veltjent socialdemokratisk kommunalpolitiker, som havde forventet at blive borgmester, men som bare ikke blev det til sin store skuffelse og fortrydelse. Det vil formentlig være de fleste lyttere bekendt, at den pågældende kommunalpolitiker igennem en meget lang årrække havde været medlem af kommunalbestyrelsen i Otterup, og at han med sit politiske CV følte sig vel rustet til det ansvarsfulde topjob, og det fremgår af tv-udsendelsen på TV2Fyn, at han klart ventede, og nok ikke uden grund, at valget ville falde på ham, når borgmesteren skulle udpeges.

TV-udsendelsen lægger da også op til at fortælle om dramaet under den dramatiske overskrift eller titel på udsendelsen:

MAGTENS PRIS

Denne titel er i høj grad misvisende. For det første fik den pågældende ikke magten, da han ikke blev borgmester, og for det andet er der vel ikke tale om nogen pris, der er blevet betalt.

Han var næppe den eneste kandidat, og altså næppe heller den eneste, der havde mulighed for at blive skuffet, frustreret eller, hvad man nu vil kalde det.

Da jeg så optagelserne fra for 4 år siden, og dem så jeg uden noget følelsesmæssigt engagement bla. af den årsag, jeg  tidligere har nævnt, nemlig at jeg dengang ikke boede i Danmark   --da jeg så disse optagelser, kom jeg til at tænke på en lille dreng, der har mistet sit kæreste legetøj.

Denne mand burde med sin politiske erfaring være vaccineret mod den slags politiske rævekager, som han beretter om i tv-udsendelsen, og det skulle undre mig, om han ikke selv i sit lange politikerliv har været deltager i bagningen af andre politiske rævekager, som heller ikke hans parti, Socialdemokratiet, kan sige sig fri for .--- Tænk blot  på den sag, som har fået navnet ”Formandsopgøret”, og som bragte Nyrup Rasmussen til tops.

Igen skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at kommunalvalgene og kommunalbestyrelsens konstitution er en del af det demokrati, som vi hylder, og hvis fornemste værktøj er stemmeafgivningen med efterfølgende kontrolleret optælling af stemmer uanset, om disse er afgivet skriftligt eller ved f. eks håndsoprækning.

Om der inden afstemningen er foregået forhandlinger, eller aftaler er indgået, mundtligt eller skriftligt, er i demokratisk henseende aldeles uden betydning.

Når det er sagt, skal det også tilføjes, at evt. løftebrud eller andre brud på aftaler, fortæller vælgerne en hel del om de mennesker, de har valgt ind. Og så må man blot håbe, at hukommelsen har en levetid på mere end de fire år, der er til næste kommunalvalg.

Medlemmets udtræden af kommunalbestyrelsen er efter min opfattelse af tvivlsom karakter, strengt taget ulovlig, når klare beviser ikke foreligger, men forståelig er den,.........og meget usmart!

I øvrigt vil jeg her kritisere TV2Fyn for i den udsendelse, jeg så på min computer, at have været partisk og manipulende, idet indslagene med ægtefællen, reelt ikke har noget som helst med sagen at gøre.

På genhør!!

Politikere

Min Radio Klumme

om

politikere

I en tidligere kommentar handlede det bl.a. om det forestående kommunalvalg, om kommunalpolitikere og deres vilkår.

Personlig synes jeg ikke, at de er specielt tillokkende, vilkårene altså. De forekommer mig nærmest urimelige. Hvis man nu forestiller sig, at man i det, man kalder ”det private erhvervsliv” ville byde medarbejderne lignende kår er det dikke svært at forestille sig, hvilket ramaskrig, der ville lyde over det ganske land, og fagforeningerne ville løbe fuldstændig grassat.

Og for ikke at tale om medierne. De ville få den ene kvababbelse efter den anden. Alt dette ville have sin gode grund. Men det er ikke erhvervsliv, og det er ikke privat. Det er politik, og det er offentligt. Og det er ikke til at forstå, sådan umiddelbart. Margrethe Vestager ville sige:”Sådan er det bare”, sådan som hun har sagt før, og det har hun jo nok ret i..

Selv forstår jeg det ikke, men det er der allerede skrevet tykke bøger om - altså om det jeg ikke forstår.

Hver især må vi søge at finde frem til en afklaring af disse besynderlige forhold. Men en ting står klart: Der er ingen grund til at slække på demokratiet. Kravet til politikerne må være store - og måske større i fremtiden, end de har været i fortiden..

Samfundet bliver mere og mere kompliceret, og det vil uundgåeligt stille større og større krav til politikerne. Og de har i kraft af, at de er valgte, en fortsat stor stor forpligtelse til at leve op til disse krav.

Og kravene til politikernes kvalifikationer vil ligeledes fortsat være store og stigende. Lad mig nævne nogle af dem her. Først og fremmest er det ærlighed, nogle ville måske sige integritet, men jeg kan godt lide ordet ærlighed. Det er dansk, alle kan forstå det og ved, hvad det indebærer på alle planer. Det drejer sig ikke kun om penge, altså dette med at kende forskel på dine penge og mine penge, men også at kende betydningen af vore penge, altså kassen til fælles bedste.

Ærlighed er imidlertid også at respektere sandheden og aldrig søge tilflugt i løgnen, hvor bekvemt det end måtte være.

Det er med andre ord et spørgsmål om karakteregenskaber og holdninger.

Hertil kommer så indsigt i den eller de problemkredse, politikeren skal beskæftige sig med. Dette hænger sammen med uddannelse, ikke nødvendigvis et krav om en formel uddannelse. Men besiddelsen af den viden og kunnen, der er nødvendig, erhverves i dag nok bedst via det etablerede uddannelsessystem.

Dertil kommer så de egenskaber, som gennem mange år er blevet negligeret og i visse sammenhænge måske betragtet som uønskede, nemlig den gode opdragelse, den, som ikke mindst den gode mor til alle tider har haft en nærmest instinktiv opfattelse af og har givet sine børn.

Alt dette vil imidlertid være omsonst, hvis ikke den kandiderede politiker har den nødvendige udstråling, personlighed, charme eller med et fint ord karisma, der skal til for at få vælgernes stemmer.

Samtidig er dette også det, der karakteriserer den politiske charlatan, der ikke rummer nogen substans, og som derfor repræsenterer det dårlige valg.

Hvilke motiver en kandidat så kan have til at søge valg, kan jeg af gode grunde ikke sige noget om. Det må den enkelte vælger selv forsøge at finde ud af.

Mulighederne er legio, men det må, alt taget i betragtning, være stærke motiver, når de skal hamle op med de krav, jeg har fortalt om..

På genhør!

Vintertid er suppetid

Vintertid er suppetid

Der er næppe nogen, der er uenige med mig, når jeg hævder, at vi har haft en usædvanlig god og lang sommer i 2013, og det kan vi så glæde os over nu, da efteråret er kommet med sine smukke farver og et vejr, der fortsat giver mindelser om den sommer, som altså er forbi.

Hver årstid har sin charme og sin karakter, og selv om lys og varme ikke er det, som er mest karakteristisk for vinteren, er der andre ting, som udmærker vinteren, men som på den anden side nok kræver en vis indsats af den enkelte.

Jeg tænker her på det dejlige ved at være derhjemme og nyde at være sammen med familien. I mange tilfælde vil dette nok i nutiden kræve, at man genopdager familien. Den familie, som splittes af de enkelte medlemmers mange forskellige gøremål og interesser.

Jeg har et forslag: Gør det til en regel, at familien samles i hvert fald mindst to gange, eller tre, om spisebordet i ugens løb. Lav et måltid - gerne i fællesskab – som alle kan lide, og hvorfor ikke et måltid, som kræver en indsats både at lave og spise .

Mit forslag er, at man begynder med f. eks. en gang suppe, som en klassisk dansk suppe med urter og boller, efterfulgt af det kogte okse-eller hønsekød ligeledes med den klassiske peberrodssovs.

Det er i dag sikkert i de fleste familier helt uvant kost, men det er mad, som er umagen værd. Det tager sin tid at lave den, men arbejdsind­satsen er i virkeligheden meget beskeden. Dertil kommer, at man af resterne har mad til flere dage med de talrige variationsmuligheder, der er, og dermed bliver der i virkeligheden mad til en yderst overkommelig pris.

Sådan mad er kultur – dansk kultur – noget af det, som er gået tabt i de rige år, hvor danskerne søgte udenlands blev begejstrede for, hvad de så, og hjembragte fremmede forbrugsmønstre, men uden at kunne realisere den kultur, hvor de hører hjemme.

At samles om spisebordet er gammel dansk kultur. Gå på opdagelse i det gamle danske køkken med dets utallige retter og opskrifter. Gør middagsbordet til et projekt for hele familien og brug lidt kræfter i fællesskab for at gøre det til en succes.

*************

Må jeg minde om Karen Blixens fortælling, som Gabriel Axel filmatiserede, og som i dag vil kunne købes eller lejes i velassorterede videoforretninger. Det er Babettes Gæstebud, jeg tænker på, og det drejer sig om, hvad god mad kan gøre ved mennesker. …..eller lån bogen Babettes Gæstebud på biblioteket!

Hvorfor ikke lade begyndelsen være en gang god suppe? Kig i en god kogebog. Dem er der mange af, foruden dem, der først og fremmest vil være nemme og populære. Man kunne også finde frem til en af de franske opskriftssamlinger, som sikkert mange har, og finde opskriften på den klassiske”pot au feu”. Den er lidt anderledes end den dejlige, danske oksekødsuppe med boller og urter, men mindst lige så god.

Forøvrigt: ”pot au feu” betyder i virkeligheden blot ”gryde på ild”.

På genhør!

Sygehus II

Manuskript til Radio-Klumme om

SYGEHUS

(fortsat II)

I den foregående klumme om sygehuse handlede det først og fremmest om centraliseringen af sygehusfunktionen og om nedlæggelsen af de dengang eksisterende små sygehuse.

Hvilken skæbne der er blevet disse sygehuse til del sidenhen, ved jeg ikke noget om, undtagen i et tilfælde, nemlig Bogense Sygehus.

Jeg husker imidlertid fra udsendelserne, at det var et emne, som overhovedet ikke interesserede politikerne. For dem var beslutningen om deres nedlæggelse tilstrækkelig til, at de helt mistede interessen for disse bygninger, som sikkert er blevet stående, selv om det ikke er sikkert, at andre har lidt samme kranke skæbne som Bogense Sygehus, nemlig at blive rippet indvendig for enhver form for udstyr og inventar, at blive vandaliseret på gange og stuer af unge knallertkørere, uden at nogen instans har grebet ind.

I udsendelserne nævnes det kort, at de nedlagte sygehuse utvivlsomt af de pågældende kommuner ville blive inddraget og anvendt til forskellige formål primært af socialt tilsnit, men det er som bekendt ikke sket i Bogense.

Den daværende Bogense kommune fik sygehuset tilbudt, men i et anfald af utidig forsigtighed og snæversyn afslog kommunen tilbuddet. Til gengæld fik ejendomsspekulanter frit spil i de år i nullerne, hvor netop spekulation i fast ejendom blev nærmest godkendt af lovgivningsmagten og favoriseret på det voldsomste af hele banksystemet med de største og førende banker helt i front. Resultatet kender vi. Tvivlsomt er det, om de ansvarlige for miséren skammer sig, som de burde, men sikkert er det, at de, der scorede de mange millioner, gnider sig i hænderne, og blusel er ikke en tanke, der falder dem ind.

Sorteper er sygehuset, og det er Brask Thomsens Fond, der som ejer nu skulle sidde med Sorteper, men det er ikke tilfældet. Sorteper ser ud til at være landet hos borgerne i Bogense.

Sygehuset udvikler sig mere og mere i retning af en regulær ruin – også udvendig. Døre er brudt op; ukendte søger ophold i ejendommen; en enkelt selvmorder er efter sigende fundet; han havde hængt sig – rebstumperne hænger endnu ned fra loftet, siges det.

Det er Bogense Sygehus i dag. Ingen vil tilsyneladende gøre noget. Ejeren er en upersonlig fond. Hvem har forbindelse til den? Nordfyns Kommune sandsynligvis. Hvorfor gør de ikke noget?

Som jeg har fortalt tidligere, har jeg søgt kontakt med Kim Johansen, der er medlem af kommunalbestyrelsen og en ledende socialdemokrat. Han er passiv, ligesom alle de andre.

Vi har de trykte medier – et af disse oven i købet med redaktion i Bogense, og dette blad må kunne levere fornøden dokumentation. Det er på høje tid, hvis man skal have råbt politikerne op inden den 19. november.

Det er bare med at komme i gang!

På genhør!