lørdag den 2. november 2013

Sygehus II



Manuskript til Radio-Klumme om
SYGEHUS
(fortsat II)

I den foregående klumme om sygehuse handlede det først og fremmest om centraliseringen af sygehusfunktionen og om nedlæggelsen af de dengang eksisterende små sygehuse.

Hvilken skæbne der er blevet disse sygehuse til del sidenhen, ved jeg ikke noget om, undtagen i et tilfælde, nemlig Bogense Sygehus.

Jeg husker imidlertid fra udsendelserne, at det var et emne, som overhovedet ikke interesserede politikerne. For dem var beslutningen om deres nedlæggelse tilstrækkelig til, at de helt mistede interessen for disse bygninger, som sikkert er blevet stående, selv om det ikke er sikkert, at andre har lidt samme kranke skæbne som Bogense Sygehus, nemlig at blive rippet indvendig for enhver form for udstyr og inventar, at blive vandaliseret på gange og stuer af unge knallertkørere, uden at nogen instans har grebet ind.


I udsendelserne nævnes det kort, at de nedlagte sygehuse utvivlsomt af de pågældende kommuner ville blive inddraget og anvendt til forskellige formål primært af socialt tilsnit, men det er som bekendt ikke sket i Bogense.

Den daværende Bogense kommune fik sygehuset tilbudt, men i et anfald af utidig forsigtighed og snæversyn afslog kommunen tilbuddet. Til gengæld fik ejendomsspekulanter frit spil i de år i nullerne, hvor netop spekulation i fast ejendom blev nærmest godkendt af lovgivningsmagten og favoriseret på det voldsomste af hele banksystemet med de største og førende banker helt i front. Resultatet kender vi. Tvivlsomt er det, om de ansvarlige for miséren skammer sig, som de burde, men sikkert er det, at de, der scorede de mange millioner, gnider sig i hænderne, og blusel er ikke en tanke, der falder dem ind.

Sorteper er sygehuset, og det er Brask Thomsens Fond, der som ejer nu skulle sidde med Sorteper, men det er ikke tilfældet. Sorteper ser ud til at være landet hos borgerne i Bogense.

Sygehuset udvikler sig mere og mere i retning af en regulær ruin – også udvendig. Døre er brudt op; ukendte søger ophold i ejendommen; en enkelt selvmorder er efter sigende fundet; han havde hængt sig – rebstumperne hænger endnu ned fra loftet, siges det.

Det er Bogense Sygehus i dag. Ingen vil tilsyneladende gøre noget. Ejeren er en upersonlig fond. Hvem har forbindelse til den? Nordfyns Kommune sandsynligvis. Hvorfor gør de ikke noget?

Som jeg har fortalt tidligere, har jeg søgt kontakt med Kim Johansen, der er medlem af kommunalbestyrelsen og en ledende socialdemokrat. Han er passiv, ligesom alle de andre.

Vi har de trykte medier – et af disse oven i købet med redaktion i Bogense, og dette blad må kunne levere fornøden dokumentation. Det er på høje tid, hvis man skal have råbt politikerne op inden den 19. november.

Det er bare med at komme i gang!


På genhør!














Ingen kommentarer:

Send en kommentar