Jule-Klumme 2013

Oskar Jule-klumme 2013

Det er almindeligt, at man ved juletid fortæller en historie, som på en eller anden måde handler om jul.

En sådan historie skal mine tilhørere da også have. Historien er tilmed sand. Det er historien om en oplevelse, jeg havde for 58 år siden, og hvert år, når vi kommer ind under jul, melder denne oplevelse sig i erindringen, og her kommer den så igen:

Det var en våd, grå og trist dag, som  kun en dag i december kan være. Stedet var Haderslev kaserne i regimentets administrationsbygning, hvor jeg ved skæbnens tilskikkelse som menig soldat sad ved en gammel, besynderlig skrivemaskine og skrev efter diktat fra  min kompagnichef, kaptajn S.H. Andersen,  der også var regimentets velfærdsofficer.

Bortset fra regimentschefens kone (fru Gabel-Jørgensen) nogle kvindelige kontorassistenter og nogle damer i kostforplejningen var kasernen en ren ikke blot mandeverden, men en verden kun befolket af soldater.

Dette var der iflg. sagens natur ikke noget mærkeligt i.

Da det mærkelige begyndte, hørte kaptajn Andersen og jeg det samtidig, men kaptajnen var den første der reagerede.

"18", sagde han. (18 det var mig dengang) "Gå ud, og se efter, hvad det er for noget."

Uden på regimentsgangen mødte jeg to børnehavelærerinder - som pædagoger hed dengang - og 12 -15 børnehavebørn. Jeg fik at vide, at regimentet havde givet tilladelse til, at de måtte går rundt på kasernen og sælge et hæfte, der hed "Børnehavejul" til et eller andet velgørende formål.

Det meldte jeg til kaptajnen, som svarede og gav to ordrer,: "18," sagde han "Gå med vore gæster rundt på hele kasernen, og sørg for, at de får solgt så mange hæfter som muligt".

"javel hr. kaptajn!, svarede jeg og stod nu med et  stor problem, nemlig at finde nogen, der kunne og ville købe "Børnehavejul". En sådan formiddag, midt i ugen i december er der ikke så vældig mange soldater hjemme på en kaserne, og penge havde vi heller ikke for mange af.

Men så hørte jeg pludselig musik, militærmusik. Det var musikkorpset, der øvede. Musikkorpset bestod af ca 25 professionelle musikere, der som lønnede medarbejdere havde flere penge mellem hænderne.

Vi gik ned til øvelokalet. Jeg fortalte musikdirigenten om min ordre, og han sagde ja til, at børnene kunne sælge deres blad til musikkorpsets musikere.

Efter en tid var handlen overstået, og en af lærerinderne foreslog, at børnene nu skulle synge en julesang for soldaterne (musikerne), og det gjorde de så.

Da sangen var slut sagde musikdirigenten: "Nu vil vi gerne spille en julesang for jer."

Jeg må her indskyde, at i 1955 var små børn ikke vant til TV - kun meget få havde fjernsyn derhjemme - heller ikke levende musik havde de erfaring med. Musik kendte de nok bedst fra radioen.

Det, som nu skete, var for disse børn helt uvant og uventet og de blev fuldstændig overrumplede, da musikdirigenten hævede sin taktstok, musikerne var parate med deres instrumenter. Der blev slået an, og "Nissernes Vagtparade" næsten mere end "fyldte" det ikke særligt store lokale.

Jeg så på børnene. Mange stod med åben mund, mens forbavselse og glæde fyldte deres ansigter.

Det var for mig en oplevelse for livet, og her kommer den, "Nissernes Vagtparade"

På genhør og glædelig jul

Selvtillid

Manus til radio-klumme

Selvtillid...

en mangelvare

eller......?

I mit efterhånden lange liv har jeg truffet mange mennesker og dermed også mange vidt forskellige mennesker i alle aldre.  Det kan nok heller ikke undre, at nogle af disse mennesker har jeg syntes om, andre ikke. Anderledes kan det ikke være, for vi er jo alle vidt forskellige, mener vi selv, og det er vi nok, og alligevel måske ikke.

Der er i tidens løb gjort mange forsøg på at rubricere mennesker, men om det er lykkedes er tvivlsomt.

Disse forsøg på at inddele folk i ensartede grupper støder man på i mange sammenhænge, men fælles for en meget stor del af disse bestræbelser er, at grupperingen er sket på grundlag af objektivt let konstaterbare kriterier, som køn, alder, højde, drøjde osv. Andre kriterier kan man også finde frem til som f. eks. indkomst, udannelse og religion for blot at nævne nogle enkelte.

Men menneskene er mere komplicerede, og selv inden for ensartede grupper baseret på disse ydre kriterier kan der være meget stor forskel fra det ene menneske til det andet.

Karakteregenskaberne er forskellige. Nogle ligger i generne og er medfødte, men miljø og opdragelse er også karakterskabende, og vi er som mennesker betragtet i visse henseender vidt forskellige. Vi kan på nogle punkter ændre os i løbet af livet, men ikke i andre henseender. Alt dette hænger naturligvis sammen med det liv, vi lever, og de oplevelser, som bidrager til at forme personligheden.

Selvtilliden er nok en af de personlighedsegenskaber, som de fleste af os  i tidens løb har haft største besværligheder ned, og det hænger sammen med, at selvtilliden i høj grad er betinget af alder, erfaring, indsigt og forståelse suppleret med den uddannelse, man har gennemlevet.

Jeg har mange gange i fortrolige samtaler med unge mennesker fået at vide, at et af deres største problemer ofte er mangel på selvtillid, en følelse af utilstrækkelighed, usikkerhed og oplevelse af fiasko. I ulykkelige tilfælde kan dette ende i tragiske selvmord.

I erkendelse af alt dette kan man i omgangen med børn og unge undertiden opleve, at nogle unge får styrket deres selvværd og selvopfattelse i overdreven grad med det resultat, at de pågældende bliver utålelige for deres omgivelser, og at deres selvtillid fra at være en styrke bliver et handicap, idet selvtilliden ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.

I den gamle, græske filosofi hylder man mådeholdet. Man tror på "Den Gyldne Middelvej", og man opererer med begrebet "Nemesis", der er straffen for at begå "Hybris". Og Hybris begår man, når og hvis man bliver overmodig, ikke er mådeholden og forlader Den Gyldne Middelvej.

Det er svært at være menneske, og alle klarer vi det med større eller mindre held.

På genhør!

Dansk Kultur

Manus. til klumme i Radio Nordfyn om 

Dansk Kultur

Når man med udtrykket Dansk Kultur gerne vil se dansk levevis og danske værdsæt og -normer som værende udtryk for det, vi forstår ved dansk kultur, er det indlysende, at vi i de mange år, hvor indvandrere af fremmed etnicitet og dermed også med en væsentlig anderledes kulturbaggrund, må se den danske kultur udfordret så kraftigt, som det sjældent har været set.

Derfor er det nødvendigt, at danskerne gør sig situationen klar, for utænkeligt er det ikke, at den danske kultur bliver udfordret.

Af samme grund må man derfor også gøre sig klart, hvad den danske kultur er. Den er ikke noget vi kan tage som en selvfølgelighed og som en konstant og uforanderlig størrelse.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, om andre har brugt den sondring, jeg nu vil gøre, idet jeg vil sondre mellem en microkultur, som jeg vil kalde vort dagliglivs kultur, som vil omfatte f. eks. familielivet, arbejde, skole, diverse fritidsaktiviteter osv. og på den anden side en makrokultur, som er den kultur, vi møder, når vi forlader den snævrere, hjemlige verden og søger ud i det øvrige samfund f. eks for at gå i biograf, teater, koncert, fodboldkampe og andre sportsbegivenheder, rejser med tog eller benytter andre trafikmidler. Mine tilhørere vil kunne nævne talrige andre eksempler.

På denne baggrund kunne man begynde at tænke over, hvordan den kultur, vi kender, er opstået og har udviklet sig. Det er nærliggende at se, at stenalderkulturen blev til en vikingekultur, som igen blev fortrængt af andre danske kulturformer. Man vil se, at den danske kultur nok udviklede sig her i landet, men på basis af en betydelig import af kulturfaktorer, som næsten alle er kommet sydfra. Historikerne peger således på, at en påvirkning i retningen øst - vest, kun kan påvises op et enkelt område, nemlig folkeviserne.

Den helt store kulturindflydelse kom naturligvis med kristendommen, med den katolske  kirke og senere med Luthers reformation. I dag kan vi næppe forestille os, hvordan tilværelsen eller livet i almindelighed har været, domineret som det var af enten den katolske eller den protestantiske kirke.

Hertil kom, at den religiøse tro havde en pendant, som man kaldte for overtro, som omfattede tro på spøgelser, hekse, trolde, de såkaldt underjordiske etc. Alt sammen måske som et modstykke til den religiøse pression fra kirken.

Alt dette var muligt i et samfund, hvor det generelle uddannelsesniveau var lavt.

Det var i 1700 tallet, at den store forandring skete.

Det var "Oplysningstiden", som den blev kaldt, der udviklede sig igennem hele århundredet, og hvor ikke mindst franske filosoffer kom til at påvirke de tanke- og værdisæt, der endte med i væsentlig grad at bryde den dominerende magt, kirken havde over sindene og dermed i samfundet som helhed.

Det er således alment anerkendt, at den vesterlandske kultur, som vi kender i dag, ikke ville have været en realitet, hvis ikke Oplysningstiden havde skabt en anden måde at tænke på, og dermed grundlaget for den moderne videnskab. Det betød også, at kirkens magt over sindene og dermed over det økonomiske liv blev brudt.

Oplysningstiden var noget enestående. Andre kulturer som f. eks. den muslimske har ikke kendt en lignende oplysningstid, som i den vestlige verden betød, at det tankemæssige arvegods fra middelalderens kirke blev sat ud af spillet.

I nutiden konfronteres hyppigere og hyppigere vor kultur med andre kulturer, og sammenstødet er vel nok voldsomst med islam.

************************

I det daglige er det ikke i vore tanker, men hele vor kultur bygger i det væsentlige på Oplysningstidens idéer.

På genhør!

Diesel

Vintertid er også dieseltid

For et par uger siden konstaterede jeg, at vintertid er suppetid,  og det var så det. Jeg håber, at man rundt omkring i familierne tager min opfordring alvorligt, nemlig opfordringen til at sætte familien i centrum.

Centrum for vort emne i dag er bilen, ikke blot sådan i almindelighed, men nok især den eller rettere de biler, som kører på diesel. Det er jo i tidens løb blevet til mange, takket være den udvikling af dieselteknologien, som slog igennem for nogle årtier siden. Da blev dieselmotoren endog særdeles anvendelig i de mindre biler, ja også i de helt små, minibiler kaldes de jo.

Dieselmotoren er i denne sammenhæng noget af det bedste, teknologien har kunnet byde på til anvendelse i den store målestok og generelt. Endnu er el-bilerne som bekendt slet ikke færdigudviklede, så de kan ikke være et reelt alternativ til de dieseldrevne, men endnu kan ingen sige, hvornår den elektriske drifkraft vil være en realitet.

Tidligere tiders dieselbiler var både støjende og ikke mindst stærkt osende, men det er problemer, som bilindustrien nu forlængst har lagt bag sig. Det er ikke mindst opfindelsen og udviklingen af de såkaldte partikelfiltre, der gør dieseludstødningen ren som benzinbilernes, men så heller ikke renere.

Gamle dages dieselbiler var relativt fåtallige og osende, og tillige besværlige, ikke mindst at starte.

Derfor var det nærliggende at lade disse motorer gå i tomgang, selv i meget lang tid. Det var tilmed yderst fornuftigt. MEN DET ER DET IKKE MERE!

Man lader jo heller ikke en benzinmotor gå unødigt i tomgang i længere tid. Det har man vænnet sig til, og det er en god vane ikke at lade tomgangen bidrage mere til luftforureningen end højst  nødvendigt.

Desværre er den gamle opfattelse af diselmotoren hos nutidens bilister stadig gældende. Motorerne går fortsat i tomgang 10, 15, 20, 25, ja også i halve timer til ingen verdens nytte. Og de sviner på nøjagtig samme måde som bilmotorerne ville have gjort, hvis man havde haft for vane at lade dem gå i tomgang helt unødigt, men det gør man jo heller ikke, for brændstoffet er dyrt. Det gælder både benzin og diesel.

Min opfording gælder derfor alle bilister, men nok specielt dem, der kører diesel

LAD IKKE MOTORERNE GÅ I TOMGANG! Stands dem, de er jo så lette at starte igen med de gløderør, som bruges nuomstunder.

Jeg mener at vide, at nogle bilproducenter har udviklet eller er undervejs med motorer, som standser automatisk, når tomgang er en realitet, og det skulle ikke undre mig, om disse motorer kan gå i gang igen automatisk, når det bliver nødvendigt for at fortsætte kørslen.

Min opfordring er derfor: STANDS MOTORERNE VED TOMGANG! Det gavner både luften og pengepungen.

I øvrigt er det forbudt ved lov at lade bilmotorer gå unødigt i tomgang, og det gælder både benzin- og dieselmotorer!

På genhør!

Magtens Pris

Radio-Klumme

Magtens Pris

(eller prisen for den magt, man ikke fik)

Kommunalvalget nærmer sig med raske skridt. Ca. en måneds tid endnu, så falder klokken i slag.

Når det hele så er overstået kan nogle af politikerne fortsætte, hvor de slap, da de har opnået at blive genvalgt. De ikke valgte må så alt efter temperament græmme sig, eller med Osvald Helmuths ord fra den gamle Helsingør-revy: finde en grimasse, der kan passe.

Som alle ved, er det fire år, sinde der sidst var kommunalvalg, altså 2009. Personlig boede jeg slet ikke i Danmark dengang, og jeg har i de sidste 2½ år, hvor jeg har boet i Bogense, ikke haft den ringeste anelse, om de dramaer, der udspillede sig i kølvandet på valget, efter at kommunen havde været Nordfyns Kommune i 4 år.

En af Radio Nordfyns medarbejdere gjorde mig opmærksom på, at noget af dette drama blev refereret af TV2Fyn, og at jeg på denne senders hjemmeside kunne se og høre mere om det, der skete dengang for 4 år siden. Det var rigtigt, og jeg har nu på min computerskærmset og hørt den udsendelse, som hart titlen  MAGTENS PRIS, og som handler om en veltjent socialdemokratisk kommunalpolitiker, som havde forventet at blive borgmester, men som bare ikke blev det til sin store skuffelse og fortrydelse. Det vil formentlig være de fleste lyttere bekendt, at den pågældende kommunalpolitiker igennem en meget lang årrække havde været medlem af kommunalbestyrelsen i Otterup, og at han med sit politiske CV følte sig vel rustet til det ansvarsfulde topjob, og det fremgår af tv-udsendelsen på TV2Fyn, at han klart ventede, og nok ikke uden grund, at valget ville falde på ham, når borgmesteren skulle udpeges.

TV-udsendelsen lægger da også op til at fortælle om dramaet under den dramatiske overskrift eller titel på udsendelsen:

MAGTENS PRIS

Denne titel er i høj grad misvisende. For det første fik den pågældende ikke magten, da han ikke blev borgmester, og for det andet er der vel ikke tale om nogen pris, der er blevet betalt.

Han var næppe den eneste kandidat, og altså næppe heller den eneste, der havde mulighed for at blive skuffet, frustreret eller, hvad man nu vil kalde det.

Da jeg så optagelserne fra for 4 år siden, og dem så jeg uden noget følelsesmæssigt engagement bla. af den årsag, jeg  tidligere har nævnt, nemlig at jeg dengang ikke boede i Danmark   --da jeg så disse optagelser, kom jeg til at tænke på en lille dreng, der har mistet sit kæreste legetøj.

Denne mand burde med sin politiske erfaring være vaccineret mod den slags politiske rævekager, som han beretter om i tv-udsendelsen, og det skulle undre mig, om han ikke selv i sit lange politikerliv har været deltager i bagningen af andre politiske rævekager, som heller ikke hans parti, Socialdemokratiet, kan sige sig fri for .--- Tænk blot  på den sag, som har fået navnet ”Formandsopgøret”, og som bragte Nyrup Rasmussen til tops.

Igen skal jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at kommunalvalgene og kommunalbestyrelsens konstitution er en del af det demokrati, som vi hylder, og hvis fornemste værktøj er stemmeafgivningen med efterfølgende kontrolleret optælling af stemmer uanset, om disse er afgivet skriftligt eller ved f. eks håndsoprækning.

Om der inden afstemningen er foregået forhandlinger, eller aftaler er indgået, mundtligt eller skriftligt, er i demokratisk henseende aldeles uden betydning.

Når det er sagt, skal det også tilføjes, at evt. løftebrud eller andre brud på aftaler, fortæller vælgerne en hel del om de mennesker, de har valgt ind. Og så må man blot håbe, at hukommelsen har en levetid på mere end de fire år, der er til næste kommunalvalg.

Medlemmets udtræden af kommunalbestyrelsen er efter min opfattelse af tvivlsom karakter, strengt taget ulovlig, når klare beviser ikke foreligger, men forståelig er den,.........og meget usmart!

I øvrigt vil jeg her kritisere TV2Fyn for i den udsendelse, jeg så på min computer, at have været partisk og manipulende, idet indslagene med ægtefællen, reelt ikke har noget som helst med sagen at gøre.

På genhør!!

Politikere

Min Radio Klumme

om

politikere

I en tidligere kommentar handlede det bl.a. om det forestående kommunalvalg, om kommunalpolitikere og deres vilkår.

Personlig synes jeg ikke, at de er specielt tillokkende, vilkårene altså. De forekommer mig nærmest urimelige. Hvis man nu forestiller sig, at man i det, man kalder ”det private erhvervsliv” ville byde medarbejderne lignende kår er det dikke svært at forestille sig, hvilket ramaskrig, der ville lyde over det ganske land, og fagforeningerne ville løbe fuldstændig grassat.

Og for ikke at tale om medierne. De ville få den ene kvababbelse efter den anden. Alt dette ville have sin gode grund. Men det er ikke erhvervsliv, og det er ikke privat. Det er politik, og det er offentligt. Og det er ikke til at forstå, sådan umiddelbart. Margrethe Vestager ville sige:”Sådan er det bare”, sådan som hun har sagt før, og det har hun jo nok ret i..

Selv forstår jeg det ikke, men det er der allerede skrevet tykke bøger om - altså om det jeg ikke forstår.

Hver især må vi søge at finde frem til en afklaring af disse besynderlige forhold. Men en ting står klart: Der er ingen grund til at slække på demokratiet. Kravet til politikerne må være store - og måske større i fremtiden, end de har været i fortiden..

Samfundet bliver mere og mere kompliceret, og det vil uundgåeligt stille større og større krav til politikerne. Og de har i kraft af, at de er valgte, en fortsat stor stor forpligtelse til at leve op til disse krav.

Og kravene til politikernes kvalifikationer vil ligeledes fortsat være store og stigende. Lad mig nævne nogle af dem her. Først og fremmest er det ærlighed, nogle ville måske sige integritet, men jeg kan godt lide ordet ærlighed. Det er dansk, alle kan forstå det og ved, hvad det indebærer på alle planer. Det drejer sig ikke kun om penge, altså dette med at kende forskel på dine penge og mine penge, men også at kende betydningen af vore penge, altså kassen til fælles bedste.

Ærlighed er imidlertid også at respektere sandheden og aldrig søge tilflugt i løgnen, hvor bekvemt det end måtte være.

Det er med andre ord et spørgsmål om karakteregenskaber og holdninger.

Hertil kommer så indsigt i den eller de problemkredse, politikeren skal beskæftige sig med. Dette hænger sammen med uddannelse, ikke nødvendigvis et krav om en formel uddannelse. Men besiddelsen af den viden og kunnen, der er nødvendig, erhverves i dag nok bedst via det etablerede uddannelsessystem.

Dertil kommer så de egenskaber, som gennem mange år er blevet negligeret og i visse sammenhænge måske betragtet som uønskede, nemlig den gode opdragelse, den, som ikke mindst den gode mor til alle tider har haft en nærmest instinktiv opfattelse af og har givet sine børn.

Alt dette vil imidlertid være omsonst, hvis ikke den kandiderede politiker har den nødvendige udstråling, personlighed, charme eller med et fint ord karisma, der skal til for at få vælgernes stemmer.

Samtidig er dette også det, der karakteriserer den politiske charlatan, der ikke rummer nogen substans, og som derfor repræsenterer det dårlige valg.

Hvilke motiver en kandidat så kan have til at søge valg, kan jeg af gode grunde ikke sige noget om. Det må den enkelte vælger selv forsøge at finde ud af.

Mulighederne er legio, men det må, alt taget i betragtning, være stærke motiver, når de skal hamle op med de krav, jeg har fortalt om..

På genhør!

Vintertid er suppetid

Vintertid er suppetid

Der er næppe nogen, der er uenige med mig, når jeg hævder, at vi har haft en usædvanlig god og lang sommer i 2013, og det kan vi så glæde os over nu, da efteråret er kommet med sine smukke farver og et vejr, der fortsat giver mindelser om den sommer, som altså er forbi.

Hver årstid har sin charme og sin karakter, og selv om lys og varme ikke er det, som er mest karakteristisk for vinteren, er der andre ting, som udmærker vinteren, men som på den anden side nok kræver en vis indsats af den enkelte.

Jeg tænker her på det dejlige ved at være derhjemme og nyde at være sammen med familien. I mange tilfælde vil dette nok i nutiden kræve, at man genopdager familien. Den familie, som splittes af de enkelte medlemmers mange forskellige gøremål og interesser.

Jeg har et forslag: Gør det til en regel, at familien samles i hvert fald mindst to gange, eller tre, om spisebordet i ugens løb. Lav et måltid - gerne i fællesskab – som alle kan lide, og hvorfor ikke et måltid, som kræver en indsats både at lave og spise .

Mit forslag er, at man begynder med f. eks. en gang suppe, som en klassisk dansk suppe med urter og boller, efterfulgt af det kogte okse-eller hønsekød ligeledes med den klassiske peberrodssovs.

Det er i dag sikkert i de fleste familier helt uvant kost, men det er mad, som er umagen værd. Det tager sin tid at lave den, men arbejdsind­satsen er i virkeligheden meget beskeden. Dertil kommer, at man af resterne har mad til flere dage med de talrige variationsmuligheder, der er, og dermed bliver der i virkeligheden mad til en yderst overkommelig pris.

Sådan mad er kultur – dansk kultur – noget af det, som er gået tabt i de rige år, hvor danskerne søgte udenlands blev begejstrede for, hvad de så, og hjembragte fremmede forbrugsmønstre, men uden at kunne realisere den kultur, hvor de hører hjemme.

At samles om spisebordet er gammel dansk kultur. Gå på opdagelse i det gamle danske køkken med dets utallige retter og opskrifter. Gør middagsbordet til et projekt for hele familien og brug lidt kræfter i fællesskab for at gøre det til en succes.

*************

Må jeg minde om Karen Blixens fortælling, som Gabriel Axel filmatiserede, og som i dag vil kunne købes eller lejes i velassorterede videoforretninger. Det er Babettes Gæstebud, jeg tænker på, og det drejer sig om, hvad god mad kan gøre ved mennesker. …..eller lån bogen Babettes Gæstebud på biblioteket!

Hvorfor ikke lade begyndelsen være en gang god suppe? Kig i en god kogebog. Dem er der mange af, foruden dem, der først og fremmest vil være nemme og populære. Man kunne også finde frem til en af de franske opskriftssamlinger, som sikkert mange har, og finde opskriften på den klassiske”pot au feu”. Den er lidt anderledes end den dejlige, danske oksekødsuppe med boller og urter, men mindst lige så god.

Forøvrigt: ”pot au feu” betyder i virkeligheden blot ”gryde på ild”.

På genhør!

Sygehus II

Manuskript til Radio-Klumme om

SYGEHUS

(fortsat II)

I den foregående klumme om sygehuse handlede det først og fremmest om centraliseringen af sygehusfunktionen og om nedlæggelsen af de dengang eksisterende små sygehuse.

Hvilken skæbne der er blevet disse sygehuse til del sidenhen, ved jeg ikke noget om, undtagen i et tilfælde, nemlig Bogense Sygehus.

Jeg husker imidlertid fra udsendelserne, at det var et emne, som overhovedet ikke interesserede politikerne. For dem var beslutningen om deres nedlæggelse tilstrækkelig til, at de helt mistede interessen for disse bygninger, som sikkert er blevet stående, selv om det ikke er sikkert, at andre har lidt samme kranke skæbne som Bogense Sygehus, nemlig at blive rippet indvendig for enhver form for udstyr og inventar, at blive vandaliseret på gange og stuer af unge knallertkørere, uden at nogen instans har grebet ind.

I udsendelserne nævnes det kort, at de nedlagte sygehuse utvivlsomt af de pågældende kommuner ville blive inddraget og anvendt til forskellige formål primært af socialt tilsnit, men det er som bekendt ikke sket i Bogense.

Den daværende Bogense kommune fik sygehuset tilbudt, men i et anfald af utidig forsigtighed og snæversyn afslog kommunen tilbuddet. Til gengæld fik ejendomsspekulanter frit spil i de år i nullerne, hvor netop spekulation i fast ejendom blev nærmest godkendt af lovgivningsmagten og favoriseret på det voldsomste af hele banksystemet med de største og førende banker helt i front. Resultatet kender vi. Tvivlsomt er det, om de ansvarlige for miséren skammer sig, som de burde, men sikkert er det, at de, der scorede de mange millioner, gnider sig i hænderne, og blusel er ikke en tanke, der falder dem ind.

Sorteper er sygehuset, og det er Brask Thomsens Fond, der som ejer nu skulle sidde med Sorteper, men det er ikke tilfældet. Sorteper ser ud til at være landet hos borgerne i Bogense.

Sygehuset udvikler sig mere og mere i retning af en regulær ruin – også udvendig. Døre er brudt op; ukendte søger ophold i ejendommen; en enkelt selvmorder er efter sigende fundet; han havde hængt sig – rebstumperne hænger endnu ned fra loftet, siges det.

Det er Bogense Sygehus i dag. Ingen vil tilsyneladende gøre noget. Ejeren er en upersonlig fond. Hvem har forbindelse til den? Nordfyns Kommune sandsynligvis. Hvorfor gør de ikke noget?

Som jeg har fortalt tidligere, har jeg søgt kontakt med Kim Johansen, der er medlem af kommunalbestyrelsen og en ledende socialdemokrat. Han er passiv, ligesom alle de andre.

Vi har de trykte medier – et af disse oven i købet med redaktion i Bogense, og dette blad må kunne levere fornøden dokumentation. Det er på høje tid, hvis man skal have råbt politikerne op inden den 19. november.

Det er bare med at komme i gang!

På genhør!

Sygehus fortsat I

Manuskript til min Radio-Klumme om

SYGEHUS

(fortsat I)

I forrige årtusinde, altså mens amterne endnu bestod, og regionerne velsagtens endnu kun bestod som tankespin, måske nok nedældet på papir, men endnu ingen realiteter, var jeg endnu ikke kommet tilbage til Danmark og derfor lykkelig uvidende om det røre, der var om bl. a. sygehusenes fremtid

Heldigvis findes der radiooptagelser fra den tid, og de dokumenterer i rigeligt omfang den debat, der foregik, og der er ingen tvivl om, at det, der skete dengang, da sygehusmastodonterne blev besluttet og de små sygehus dømt til nedlæggelse, skete de i en så kraftig folkelig modvind, at det repræsentative demokrati i stedet for at vise demokratiets styrke, viste sig som en alt andet end folkelig despot.

Som jeg oplever det, når jeg gennemhører optagelserne fra dengang, fra f.eks. Fyns Amts møde et sted her på Nordfyn, hvor man foregav at ville høre de menige borgeres meninger, men i virkeligheden leverede et spil for galleriet. Beslutningerne var nemlig reelt truffet i de politiske instanser, som havde magten. Det siges ikke tydeligt, men hvis man blot tilstrækkeligt opmærksomt lytter til deres sprog, deres ord og deres tonefald, er det helt sikkert. Her er der ingen tvivl eller usikkerhed, for den overordnede beslutning var truffet. Det var dengang for en 14-15 år siden.

O.U.H., Odense Universitets Hospital, er i dag en realitet, mens Odense Universitet for længst er blevet til Syddansk Universitet. De progressive kræfter har svært ved selv at følge med udviklingen.

Og om føje år står det helt nye supersygehus på Campus, som universitetsområdet kaldes, opkaldt naturligvis efter et af de vanlige amerikanske forbilleder.

Det er næppe tvivl om, at de store forhold giver mulighed for en ønskværdig koncentration af lægelig ekspertise, som i samspil med det ypperste tekniske udstyr giver mulighed for opnåelse af resultater, der overstige almindelig menneskelig forestillingsevne. ….Alt naturligvis forudsat at det hele fungerer, som det skal, og det er desværre ofte langtfra tilfældet. Det er en kendt sag, at teknik kan svigte, men i nutiden, må svigt i de fleste tilfælde tilskrives den menneskelige faktor.

Det er langt fra givet, at det er enkeltindivider, der svigter. Det forekommer naturligvis, men ofte er det i stordrift organisatoriske svigt og/eller kompetencestridigheder, der er hovedproblemet.

Jeg har talt med patienter, som på OUH har oplevet en behandling, som bliver rost i enhver henseende.

På den anden side har jeg kendskab til to patienter (begge ikke ganske unge) hvor dels et ikke helt almindeligt benbrud endnu ikke er helbredt og dels en hofteudskiftning, som heller ikke er forløbet planmæssigt. Årsagerne kan være mange, men svigt i en eller anden grad kan vel ikke udelukkes.

Min personlige erfaring m.h.t. pleje på OUH er i hvert fald ikke uden anmærkninger,hvoraf den væsentligste var gentagne referencer til en røntgenundersøgelse, som i dag ikke kan findes og derfor ikke dokumenteres. Selv har jeg ingen erindring om undersøgelsen, men det kan skyldes, at jeg på det tidspunkt havde meget høj feber.

På genhør!

Udkantsdanmark

Manuskript til min radio-klumme om

UDKANT

Vi her på Nordfyn er i lighed med så mange andre egne af landet blevet karakteriseret som Udkantsdanmark, men ingen har nogensinde klart sagt, hvad dette betyder, og ejheller har nogen forklaret, hvad det indebærer.

Jeg tror, at meningen er hverken god eller positiv; den er nedladende, og man vil gerne gøre udkant til noget latterligt.

Det er nok også derfor, at man valgte en komiker, Jan Gintberg, hvis talent jeg ikke er kvalificeret til at bedømme, men jeg tror, at han er et pænt og ordentligt menneske, og jeg ønsker på ingen måde at kritisere ham. Han påtog sig en opgave, da DR engagerede ham til at være den gennemgående figur i det antal udsendelser om Udkantsdanmark, som blev produceret.

Spørgsmålet om, hvad Udkantsdanmark er, er – mig bekendt – aldrig blevet besvaret seriøst. Man valgte at lade en komiker tage sig af den side af sagen.

Sandheden er vel snarere, at de, der fandt på ordet Udkantsdanmark ikke selv ved, hvad det er, bortset fra, at det er alt det Danmark –- måske lige bortset fra Århus – som ikke er København.

Denne holdning, opfattelse, mening, indstilling eller attitude – man kan kalde det, hvad man vil, er jo slet ikke af nyere dato. Københavneriet har i den sammenhæng flere hundrede år på bagen, og det har altid virket fjollet, for ukendskabet til f. eks. livet på landet har næsten til alle tider været mindst lige så stort som bonderøvens benovelse og usikkerhed i København, som jo i realiteten i europæisk sammenhæng må høre til kategorien af mellemstore provinsbyer og ikke mindst, hvis man ser København i global sammenhæng.

Når man i det hele taget er begyndt at tale om ”udkant”, er det velsagtens et resultat af den økonomiske/politiske udvikling, vi har gennemlevet i det sidste halve århundrede. Den danske økonomi er blevet forbedret i en grad, man ikke har kendt tidligere, og i tillid hertil har man skabt et såkaldt velfærdssamfund, som man heller ikke har kendt tidligere, og som nu begynder at vise sine uønskede sider. Hvis man da ikke foretrækker at sige det mere direkte, nemlig at der nu er tvivl om, hvorvidt vi har råd til det eksisterende velfærdssamfund.

Dette med det rige samfund skal altså tages med et gran salt. Det viste den finansielle/økonomiske krise, vi nu forhåbentlig er i slutningen af.

Ved samme lejlighed fik vi også demonstreret med al tydelighed, at den del af erhvervslivet, som nærmest blev anset for at være sakrosankt, altså af ”helligt tilsnit” d.v.s. bankerne, havde været alt andet end ”hellige”, men derimod grådige og egoistiske og i deres kunderådgivning mindre professionelle end forventet. Det var dansen om guldkalven. Resultatet kender vi, men har næppe set enden på hele misèren.

Det står tilsyneladende ikke helt så godt til i Danmark, som vi troede. Årsagerne hertil er nok flere , og en af dem er utvivlsomt politikerne på Christiansborg.

Men hvad! De er jo også kun mennesker og mange af dem med uafsluttede uddannelser bag sig – uddannelser, som de ikke har fået gjort færdige, fordi de er blevet grebet af det politiske livs fascination og i mange tilfælde troskyldigt har lyttet til embedsmændene, der naturligvis ikke står deres egne interesser i vejen.

Derfor har det overordnede princip i hele den offentlige administration – og det er fortsat det overordnede princip, nemlig CENTRALISERINGEN.

Dette betyder styring, og i værste fald helt ud i detaljerne fra centraladministrationen i København,. Altså fra en af de geografiske udkanter i Danmark.

Den centrale styring kan umiddelbart se meget tillokkende ud og har især i krisestinationer (f. eks. krig) vist sig effektiv, men i erhvervslivet har man for længst set fordelene ved den decentrale organisation og den overlegne effektivitet.

Jeg har netop læst en avisartikel, hvor der gøres opmærksom på, at Danmark har meget at lære af Tyskland, hvor man netop decentraliserer – selv om centraliseringsspøgelset godt kan stikke hovedet frem – og ingen kan vel benægte, at det højdemokratiske Tyskland i disse år er Europas økonomiske lokomotiv.

På genhør!

Manuskript til min radioklumme om

Bogense Sygehus

Forleden havde jeg fornøjelsen at interviewe Anne Lise Sieverts i forbindelse med ugen om frivilligt arbejde.

Ved den lejlighed benyttede jeg chancen til at tale med fru Sieverts om et emne, som jeg ved, ligger mange af Bogenses borgere på sinde. Hver gang man taler med nogen om dette emne, bliver der givet udtryk for irritation og ikke mindst forargelse.

Det er spørgsmålet om det tidligere sygehus, som nu i henved 12 – 14 år har ligget øde hen.

Historien bag sygehuset, som det er nu, er lang og trist, og den er en del af den skandaløse udvikling, vi var vidne til op til den finansielle krise, som tog sin begyndelse i 2008. Dengang blev en række ejendomme handlet og belån og atter handlet og belånt indtil flere gange. Så vidt jeg har forstået blev det tidligere sygehus også involveret i dette belånings-cirkus.

Indtil 2008 havde politikerne på Christiansborg mere eller mindre stiltiende og passivt set til, mens grunden - og det var klart for enhver - blev lagt til den bankkrise, som kom til at koste skatteyderne så dyrt. Herom kan der siges meget mere, men det skal jeg nok lade være med.

Derimod vil jeg gerne sige noget om det sygehus, som var engang, og som dengang var et virkeligt aktiv for Bogense. Den daværende kommune forspildte sin chance i et utidigt snæversyn til at erhverve denne bygning, som med fordel kunne indpasses i den fremtidige planlægning af socialvæsenet i kommunen, og naturligvis ikke mindst, da kommunalreformen fandt sted.

Men dette er som sagt historie. Nu ligger det tidligere sygehus der - indvendig en total ruin og udvendig i et forfald, der tager til med sørgeligt resultat til følge.

Jeg satte mig for nogen tid siden i forblindelse med Kim Johansen, der er socialdemokratisk repræsentant i kommunalbestyrelsen, og vi aftalte at lave en radiooptagelse på åstedet, så vi kunne beskrive tingenes tilstand.

Kim Johansen lovede at ordne det fornødne med ejeren (Brask Thomsens Fond), således at alt gik korrekt til. Jeg har imidlertid intet hørt fra Kim Johansen - heller ikke, at ejeren skulle have givet afslag på en anmodning om adgang til ejendommen. Derfor er det nærliggende at tro, at Kim Johansen ikke har gjort en ….undskyld! …. noget som helst

Jeg kontaktede så TVFyn, som ville tage sagen op på et redaktions møde. Intet et sket indtil nu.

Ekstra Bladet var ærlige og sagde, at det ikke interesserede dem, da det var et lokalt problem, som ikke ville sælge flere aviser. Derfor blev det et nej.

Fyens Stiftstidende og Jyllands Posten har jeg også skrevet til og fortalt om problemet, men uden resultat.

Jeg finder det beskæmmende for Fyens Stiftstidende, som oven i købet har en lokal redaktion i Bogense, at problemet med en ruin, der er under udvikling, ikke er blevet behandlet journalistisk.

Det er på denne baggrund nærliggende at formode, at denne sag ikke tåler at komme frem i dagens lys, og i hvert fald, at en altomfattende handlingslammelse gør sig gældende.

Nu nærmer tiden for kommunalvalget sig. Skal vi så ikke være enige om at få emnet bragt på bane, så en debat kan belyse, hvilke handlingsmuligheder der er. At der ikke er nogen, nægter jeg at tro på.

På genhør!

Uge 41 2013

Manuskript til radioklumme om

Tingstedet , Søndersø

Det turde ikke være nogen hemmelighed, at jeg er født og opvokset i Søndersø. Det har jeg aldrig benægtet, ligesom jeg heller ikke nogensinde har fornægtet Søndersø.

Jeg har som pensionist siddet i Frankrig og skrevet om det gamle Søndersø, lavet cd'er med en fyldig tekst og med et righoldigt billedmateriale - alt sammen om Søndersø.

Menneskerne i det gamle Søndersø har Hans Henning Hansen beskrevet i Den Milde Klang, og jeg har efter >Hans Hennings død redigeret hans fortælling og fået den mangfoldiggjort med slags for øje. Jeg har endvidere for et par år siden lavet en billedbog om det gamle og det nutidige Søndersø, en billedbog, som Michael Caspersen i herreekviperingsforretningen har hjulpet med af printe og sælge.

I denne billed bog er der også fotos, der viser den gamle kro, hvis hovedbygning i dag ville være omkring 100 år gammel, og der er ligeledes fotos, der viser den triste nedrivning af kroen.

Jeg blev ked af det, og det var jeg ikke ene om - mange i Søndersø følte det samme som jeg - og jeg blev vred, og det var jeg heller ikke ene om.

I billedbogen bebrejder jeg politikkerne, at de ikke via lokalplanlægningen hindrede det, der skete, nemlig at det samlingspunkt, som kroen var, blev ødelagt uden tanke for at sætte noget andet i stedet. Det var det værste, selv om det, at den karakteristiske krobygning forsvandt fra bybilledet, var slemt nok i sig selv.

***********

Men lykken står den kække bi, selv om det var en vred, tilsyneladende utilpasset ung mand, der skulle gøre det første skridt i retning af at gøre den gamle skade god igen. Men det var naturligvis ikke i hans tanker, da han satte ild på.

Kommunalpolitikerne er i mellemtiden stort set alle blevet skriftet ud, men situationen var uændret: der var fortsat et savn.

Heldigvis gik det op for de vise fædre og mødre på rådhuset, at der måtte gøres noget, og jeg synes, at det tjener dem til ros og ære, at TINGSTEDET nu står som en del af rådhuset i en størrelse, som umiddelbart forekommer god, vel udstyret til formålet, nemlig at være samlingstid for folk i Søndersø og for kommunen i øvrigt. Og det skal tilføjes, at kommunens betingelser for benyttelsen synes ligeledes at være tænkt uden smålighed. Det vil jeg gerne sige tak for, og det er jeg næppe heller ene om!

*********************

Da jeg for velsagtens et års tid siden interviewede Carl Martin Christensen om hans liv som kommunalpolitiker, spurgte jeg uden for referat, hvordan kommunalbestyrelsen kunne begå en sådan fadæse, som det var ikke at redde Søndersø Kro. Hertil svarede han, at alt var gået rigtigt til, men at man nok havde anskuet sagen alt for kortsigtet.

Da jeg gik ham nærmere på klingen, medgav han, at kritikken ikke var uberettiget, og han beklagede, at kroen ikke var der mere.

Den beklagelse kan jeg fuldt og helt tilslutte mig og samtidig sige endnu en gang tak for Tingstedet og hertil føje et hår om, at Tingstedet vil være t memento til alle politikere om ikke at handle overiler, men tænke på de langsigtede konsekvenser.

På genhør!

Uge 40 2013