Udkantsdanmark

Manuskript til min radio-klumme om

UDKANT

Vi her på Nordfyn er i lighed med så mange andre egne af landet blevet karakteriseret som Udkantsdanmark, men ingen har nogensinde klart sagt, hvad dette betyder, og ejheller har nogen forklaret, hvad det indebærer.

Jeg tror, at meningen er hverken god eller positiv; den er nedladende, og man vil gerne gøre udkant til noget latterligt.

Det er nok også derfor, at man valgte en komiker, Jan Gintberg, hvis talent jeg ikke er kvalificeret til at bedømme, men jeg tror, at han er et pænt og ordentligt menneske, og jeg ønsker på ingen måde at kritisere ham. Han påtog sig en opgave, da DR engagerede ham til at være den gennemgående figur i det antal udsendelser om Udkantsdanmark, som blev produceret.

Spørgsmålet om, hvad Udkantsdanmark er, er – mig bekendt – aldrig blevet besvaret seriøst. Man valgte at lade en komiker tage sig af den side af sagen.

Sandheden er vel snarere, at de, der fandt på ordet Udkantsdanmark ikke selv ved, hvad det er, bortset fra, at det er alt det Danmark –- måske lige bortset fra Århus – som ikke er København.

Denne holdning, opfattelse, mening, indstilling eller attitude – man kan kalde det, hvad man vil, er jo slet ikke af nyere dato. Københavneriet har i den sammenhæng flere hundrede år på bagen, og det har altid virket fjollet, for ukendskabet til f. eks. livet på landet har næsten til alle tider været mindst lige så stort som bonderøvens benovelse og usikkerhed i København, som jo i realiteten i europæisk sammenhæng må høre til kategorien af mellemstore provinsbyer og ikke mindst, hvis man ser København i global sammenhæng.

Når man i det hele taget er begyndt at tale om ”udkant”, er det velsagtens et resultat af den økonomiske/politiske udvikling, vi har gennemlevet i det sidste halve århundrede. Den danske økonomi er blevet forbedret i en grad, man ikke har kendt tidligere, og i tillid hertil har man skabt et såkaldt velfærdssamfund, som man heller ikke har kendt tidligere, og som nu begynder at vise sine uønskede sider. Hvis man da ikke foretrækker at sige det mere direkte, nemlig at der nu er tvivl om, hvorvidt vi har råd til det eksisterende velfærdssamfund.

Dette med det rige samfund skal altså tages med et gran salt. Det viste den finansielle/økonomiske krise, vi nu forhåbentlig er i slutningen af.

Ved samme lejlighed fik vi også demonstreret med al tydelighed, at den del af erhvervslivet, som nærmest blev anset for at være sakrosankt, altså af ”helligt tilsnit” d.v.s. bankerne, havde været alt andet end ”hellige”, men derimod grådige og egoistiske og i deres kunderådgivning mindre professionelle end forventet. Det var dansen om guldkalven. Resultatet kender vi, men har næppe set enden på hele misèren.

Det står tilsyneladende ikke helt så godt til i Danmark, som vi troede. Årsagerne hertil er nok flere , og en af dem er utvivlsomt politikerne på Christiansborg.

Men hvad! De er jo også kun mennesker og mange af dem med uafsluttede uddannelser bag sig – uddannelser, som de ikke har fået gjort færdige, fordi de er blevet grebet af det politiske livs fascination og i mange tilfælde troskyldigt har lyttet til embedsmændene, der naturligvis ikke står deres egne interesser i vejen.

Derfor har det overordnede princip i hele den offentlige administration – og det er fortsat det overordnede princip, nemlig CENTRALISERINGEN.

Dette betyder styring, og i værste fald helt ud i detaljerne fra centraladministrationen i København,. Altså fra en af de geografiske udkanter i Danmark.

Den centrale styring kan umiddelbart se meget tillokkende ud og har især i krisestinationer (f. eks. krig) vist sig effektiv, men i erhvervslivet har man for længst set fordelene ved den decentrale organisation og den overlegne effektivitet.

Jeg har netop læst en avisartikel, hvor der gøres opmærksom på, at Danmark har meget at lære af Tyskland, hvor man netop decentraliserer – selv om centraliseringsspøgelset godt kan stikke hovedet frem – og ingen kan vel benægte, at det højdemokratiske Tyskland i disse år er Europas økonomiske lokomotiv.

På genhør!