lørdag den 14. december 2013

Jule-Klumme 2013


Oskar Jule-klumme 2013

Det er almindeligt, at man ved juletid fortæller en historie, som på en eller anden måde handler om jul.

En sådan historie skal mine tilhørere da også have. Historien er tilmed sand. Det er historien om en oplevelse, jeg havde for 58 år siden, og hvert år, når vi kommer ind under jul, melder denne oplevelse sig i erindringen, og her kommer den så igen:

Det var en våd, grå og trist dag, som  kun en dag i december kan være. Stedet var Haderslev kaserne i regimentets administrationsbygning, hvor jeg ved skæbnens tilskikkelse som menig soldat sad ved en gammel, besynderlig skrivemaskine og skrev efter diktat fra  min kompagnichef, kaptajn S.H. Andersen,  der også var regimentets velfærdsofficer.

Bortset fra regimentschefens kone (fru Gabel-Jørgensen) nogle kvindelige kontorassistenter og nogle damer i kostforplejningen var kasernen en ren ikke blot mandeverden, men en verden kun befolket af soldater.

Dette var der iflg. sagens natur ikke noget mærkeligt i.

Da det mærkelige begyndte, hørte kaptajn Andersen og jeg det samtidig, men kaptajnen var den første der reagerede.

"18", sagde han. (18 det var mig dengang) "Gå ud, og se efter, hvad det er for noget."

Uden på regimentsgangen mødte jeg to børnehavelærerinder - som pædagoger hed dengang - og 12 -15 børnehavebørn. Jeg fik at vide, at regimentet havde givet tilladelse til, at de måtte går rundt på kasernen og sælge et hæfte, der hed "Børnehavejul" til et eller andet velgørende formål.

Det meldte jeg til kaptajnen, som svarede og gav to ordrer,: "18," sagde han "Gå med vore gæster rundt på hele kasernen, og sørg for, at de får solgt så mange hæfter som muligt".

"javel hr. kaptajn!, svarede jeg og stod nu med et  stor problem, nemlig at finde nogen, der kunne og ville købe "Børnehavejul". En sådan formiddag, midt i ugen i december er der ikke så vældig mange soldater hjemme på en kaserne, og penge havde vi heller ikke for mange af.

Men så hørte jeg pludselig musik, militærmusik. Det var musikkorpset, der øvede. Musikkorpset bestod af ca 25 professionelle musikere, der som lønnede medarbejdere havde flere penge mellem hænderne.

Vi gik ned til øvelokalet. Jeg fortalte musikdirigenten om min ordre, og han sagde ja til, at børnene kunne sælge deres blad til musikkorpsets musikere.

Efter en tid var handlen overstået, og en af lærerinderne foreslog, at børnene nu skulle synge en julesang for soldaterne (musikerne), og det gjorde de så.

Da sangen var slut sagde musikdirigenten: "Nu vil vi gerne spille en julesang for jer."

Jeg må her indskyde, at i 1955 var små børn ikke vant til TV - kun meget få havde fjernsyn derhjemme - heller ikke levende musik havde de erfaring med. Musik kendte de nok bedst fra radioen.

Det, som nu skete, var for disse børn helt uvant og uventet og de blev fuldstændig overrumplede, da musikdirigenten hævede sin taktstok, musikerne var parate med deres instrumenter. Der blev slået an, og "Nissernes Vagtparade" næsten mere end "fyldte" det ikke særligt store lokale.


Jeg så på børnene. Mange stod med åben mund, mens forbavselse og glæde fyldte deres ansigter.

Det var for mig en oplevelse for livet, og her kommer den, "Nissernes Vagtparade"



På genhør og glædelig jul












lørdag den 7. december 2013

Selvtillid

Manus til radio-klumme

Selvtillid...

en mangelvare

eller......?


I mit efterhånden lange liv har jeg truffet mange mennesker og dermed også mange vidt forskellige mennesker i alle aldre.  Det kan nok heller ikke undre, at nogle af disse mennesker har jeg syntes om, andre ikke. Anderledes kan det ikke være, for vi er jo alle vidt forskellige, mener vi selv, og det er vi nok, og alligevel måske ikke.
Der er i tidens løb gjort mange forsøg på at rubricere mennesker, men om det er lykkedes er tvivlsomt.
Disse forsøg på at inddele folk i ensartede grupper støder man på i mange sammenhænge, men fælles for en meget stor del af disse bestræbelser er, at grupperingen er sket på grundlag af objektivt let konstaterbare kriterier, som køn, alder, højde, drøjde osv. Andre kriterier kan man også finde frem til som f. eks. indkomst, udannelse og religion for blot at nævne nogle enkelte.
Men menneskene er mere komplicerede, og selv inden for ensartede grupper baseret på disse ydre kriterier kan der være meget stor forskel fra det ene menneske til det andet.
Karakteregenskaberne er forskellige. Nogle ligger i generne og er medfødte, men miljø og opdragelse er også karakterskabende, og vi er som mennesker betragtet i visse henseender vidt forskellige. Vi kan på nogle punkter ændre os i løbet af livet, men ikke i andre henseender. Alt dette hænger naturligvis sammen med det liv, vi lever, og de oplevelser, som bidrager til at forme personligheden.
Selvtilliden er nok en af de personlighedsegenskaber, som de fleste af os  i tidens løb har haft største besværligheder ned, og det hænger sammen med, at selvtilliden i høj grad er betinget af alder, erfaring, indsigt og forståelse suppleret med den uddannelse, man har gennemlevet.
Jeg har mange gange i fortrolige samtaler med unge mennesker fået at vide, at et af deres største problemer ofte er mangel på selvtillid, en følelse af utilstrækkelighed, usikkerhed og oplevelse af fiasko. I ulykkelige tilfælde kan dette ende i tragiske selvmord.
I erkendelse af alt dette kan man i omgangen med børn og unge undertiden opleve, at nogle unge får styrket deres selvværd og selvopfattelse i overdreven grad med det resultat, at de pågældende bliver utålelige for deres omgivelser, og at deres selvtillid fra at være en styrke bliver et handicap, idet selvtilliden ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
I den gamle, græske filosofi hylder man mådeholdet. Man tror på "Den Gyldne Middelvej", og man opererer med begrebet "Nemesis", der er straffen for at begå "Hybris". Og Hybris begår man, når og hvis man bliver overmodig, ikke er mådeholden og forlader Den Gyldne Middelvej.
Det er svært at være menneske, og alle klarer vi det med større eller mindre held.


På genhør!