Demokrati I

Danmark  -  et demokrati?       I

Er Danmark et demokrati? kunne man spørge, og de fleste ville nok svare med et klart og tydeligt "Ja", og de mere kyndige ville sikkert begynde at tale om grundloven af 1849, om ændringerne senest i 1953, og om den mere liberale valgretsalder, der nu er 18 år.

Og det er alt sammen rigtigt. Men i begejstringen skal man huske på, at den allerførste grundlov er skrevet i enevældens tid, og at kvinder og såkaldt tyende, tyende er tjenestefolk, og altså hverken kvinder eller tyende havde stemmeret. Tillige var der begrænsninger, hvis man ikke havde en indkomst af en nærmere fastlagt størrelse.

Det var først i 1908, at kvinder fik stemmeret til kommunalvalg, og de måtte vente helt til 1915, inden de fik stemmeret til Rigsdagen, i øvrigt sammen med tyendet. Dette retslige begreb, tyende, blev først afskaffet ved lov i 1921.

Hertil kan man sige, at det alt sammen er historie, og at alle disse skavanker er der rettet op på. Ja, men alligevel er det ikke et 100% demokrati.

Man hævder officielt - og nok med god grund  - at Danmark er et demokrati. Man kalder det for et repræsentativt demokrati, og det er rigtigt, idet det egentligt demokrati ganske enkelt ikke ville kunne praktiseres i et nutidigt samfund, som man også med et flot ord også kalder et moderne samfund.

At demokratiet er repræsentativt indebærer, at befolkningen vælger de politikere, som på folkets vegne skal træffe de politiske beslutninger på Christiansborg, i regionerne og i kommunerne. I det egentlige demokrati skal de stemmeberettigede stemme om alle love, og det vil være nærmest en umulighed. Det er kun i helt særlige situationer, at vi i Danmark har folkeafstemninger.

Lad os hert se lidt nærmere på dem inde på Christiansborg.

Her begynder det allerede at knibe, idet der i 135 opstillingskredse skal vælges 135 kredsmandater.  For som kandidat at stille op til et folketingsvalg skal man opfylde nogle betingelser og naturligvis udpeges af et politisk parti, som en af de kandidater, der kan vælges til at repræsentere partiet på Christiansborg, hvor hvert parti - afhængig af størrelse kan opnå at få valgt  kandidater som medlemmer af folketinget. Det vil sige, at de valgte i første række repræsenterer deres parti.

De skulle jo i virkeligheden samlet set repræsentere befolkningen, men eftersom kun ca. fire procent af den danske vælgerskare er medlemmer af et politisk parti, kan man sige, at de resterende 96% må have vanskeligheder med at få deres synspunkter repræsenteret i Folketinget, medmindre et af partierne netop skulle have det pågældende synspunkt på sit program.

Det er muligt at opnå valg til Folketinget uden at høre til et parti. Men det er nærmest kun en teoretisk mulighed. (Dog opnåede Jacob Haugaard at blive valgt, men det var meget sensationelt.)

Politikerne rekrutteres altså fra et udsnit af den samlede befolkning på ca. 4% eller ca. 170.000 medlemmer af alle politisk partier ud af en samlet vælgerskare på ca. 4.000.000, og det er jo ikke særligt imponerende tal. Vi skal bare gøre os dette forhold klart.

I hver af de 135 opstillingskredse vælges en kandidat fra det parti, som får flest stemmer - det såkaldte kredsmandat, og af dem er der således 135.

Med de såkaldt nordatlantiske mandater (2 fra Grønland og 2 fra Færøerne) har vi således 139 valgte medlemmer af Folketinget. De resterende 40 mandater er de såkaldte tillægsmandater, som tildeles partierne ud fra de opnåede stemmer, således at i virkeligheden ingen stemmer "går tabt". Som det fremgår har disse tillægsmandater ingen tilknytning til de enkelte opstillingskredse, og de har således ikke den samme umiddelbare tilknytning til vælgerbefolkningen i en bestemt kreds som kredsmandaterne, men dette betyder ikke, at folketingsmedlemmerne kan opdeles i f. eks 139 1. klasses medlemmer og 40 2. klasses.  Alle er lige, men nogle er måske "mere lige end andre." Det har imidlertid andre årsager.

Politikernes opgave på Christiansborg består primært i lovgivningsarbejde, og det kræver en lang række forhandlinger, inden afstemningen sætter kronen på værket, som dog først har gyldighed, når det er offentliggjort i Statstidende efter at dronningen har underskrevet loven.

Inden man kommer så langt har en lang række mennesker været involveret, og når mennesker bliver involveret har de alle hver især nogle interesser, som de gerne vil have tilgodeset, så vidt det er muligt.

Den enkelte politiker er naturligvis sig selv nærmest, og er i øvrigt af loven forpligtet til at stemme efter sin egen  overbevisning. Dette vil selvfølgelig for det enkelte medlem kunne kollidere med loyaliteten over for partiet. Antagelig vil denne loyalitet blive tillagt størst vægt, for det allervigtigste for en politiker er utvivlsomt at blive genvalgt. Her spiller sikkert også  økonomiske interesser ind, idet vederlag og pensionsordning er gode, men dog ikke overvældende som tilfældet er for visse bankdirektører iflg.  det., som dagspressen har oplyst.

Og så må vi ikke glemme, at der på Christiansborg arbejder mange andre end politikerne, og at disse mennesker også har en interesse i det, der foregår.

Naturligvis - og det fremgår også af forskrifterne -  skal der indhentes oplysninger og meninger fra befolkningen, og det sker f. eks. via de faglige foreninger på arbejdsgiver- og arbejdstagerside og via de mange andre organisationer og foreninger, som har medlemmer, der berøres eller på anden vis har interesser i den pågældende lovgivning. Man taler i den sammenhæng ofte om lobbyisme.

Imidlertid er det sådan for den enkelte kvinde eller mand i vort samfund, at de har ingen indflydelse - og sådan føler de det også - på de love og bestemmelser, som vedtages, og som de under strafansvar har at rette sig efter. Den eneste sølle trøst, de har, er,   at der højst kan gå 4 år fra de sidst satte deres kryds på valgdagen, til de igen får mulighed for at sætte kryds og så samtidig krydse fingre for, at det ikke kommer til at gå helt galt.

Det emne, jeg her har talt om, er på ingen måde udtømt. Derfor siger jeg nu:

På genhør!