Demokrati II

Demokrati II

I den foregående klumme talte jeg om demokratiet, sådan som vi oplever det i Danmark, og jeg gjordet også klart, at der ikke er tale om et egenligt demokrati, men et  såkaldt repræsentativt demokrati, og det i sig selv indebærer nogle indskrænkninger i forhold til det direkte, umiddelbare folkestyre.

Jeg sagde også, at der er god grund til at betegne Danmark som et demokrati, og jeg vil da gerne understrege, at det siden 1849 er blevet udbygget betydeligt.

Det gælder således de folkeafstemninger, som politikerne kan forlange gennemført efter visse regler. Disse indebærer bl.a. at spørgsmål om f. eks. beskatning ikke kan sendes til folkeafstemning. Til gengæld skal love, som indebærer afgivelse af suverænitet, sendes til folkeafstemning, således som det var tilfældet i 1972, da Danmark blev medlem af EF.

I et demokrati har vi det som i et ægteskab, og for at bruge vielsesritualets problemformulering har vi lovet at stå sammen  "i gode som i dårlige tider."

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at i de gode tider er livet lettest for alle parter, og vi har også oplevet at få vort demokrati sat ud af spillet, sådan reelt. Alle ved, at det var i perioden 1940 - 45. Og dengang lovede vi hinanden, at det aldrig måtte ske igen. Om vi vil være i stand til at holde det løfte, er nok mere tvivlsomt.

Vi har som sagt haft både gode og dårlige tider. Her tænker jeg  først og fremmest på økonomien. Og hidtil har demokratiet klaret sig, omend med nogle skrammer.

Det er fuldt forståeligt, at politikerne i gode tider nyder anseelse og troværdighed, mens tilliden daler eller ligefrem rasler ned - for nu at bruge journalistsprog.

Den seneste kriser er ved at være overstået, mener man. Og det kan vel især politikerne glæde sig over, for øjeblikket er vælgernes opfattelse af politikerne så ringe, som den ikke har været i lang tid. I følge en meningsmåling, jeg har læst for nylig i altinget dk har mere end 60 % af vælgerne "ret lille" eller "meget lille" tillid til politikerne, og man vil ikke kunne hævde, at det er godt for demokratiet.

Personligt mener jeg, at denne ringe tillid er politikerne stort set selv skyld i. De - såvel som andre  - kunne se krisen komme dengang før 2008. Dengang da ejendomspriserne løb helt grassat, og det gav som bekendt stødet til, at bankernes udlån steg nærmest uden kontrol, og på tilsvarende vis opførte man sig hos realkreditinstitutionerne.

Da ballonen så revnede i USA - som bekendt var det Lehman Brothers - så væltede knaldet også økonomien i bl.a. Europa. Og  slemt blev det også i Danmark, som selv havde lagt grunden til en økonomisk krise ved - som jeg sagde - ikke at have reageret politisk på de helt vilde tilstande på ejendomsmarkedet og i kreditsektoren.

Yderligere kunne man se boligspekulanterne boltre sig lige for næsen af en flok passive politikere.

Og da det så gik galt. Hvem måtte så betale? Ja rigtigt! Skatteyderne. selvfølgelig!

Vi har i TV set dokumentarudsendelser, der giver belæg for, at bankledelser har handlet tæt på - og i visse tilfælde overskredet grænsen til det kriminelle, og i hvert fald det totalt uansvarlige.

Alt imens har bankdirektører ligeledes iflg. TV kunnet trække sig tilbage velpolstrede med mange millioner i fratrædelsesgodtgørelse!

Det skylder vore politikere os at rette op på, hvis de igen vil gøre sig værdige til vælgernes tillid.

****************

I min første klumme om demokrati, var der flere ting, jeg ikke fik sagt.

Jeg fortalte ikke, at der i Grundloven ikke er særlige krav til politikernes uddannelse, men krav om  en pletfri vandel er naturligvis  helt ubetinget.

Uddannelsesmæssigt står det på Christiansborg godt til, idet akademiske uddannelser forekommer langt hyppigere end i befolkningen i almindelighed. Således oplyses det på internettet, at hver 5. MF'er har læst og/eller afsluttet en uddannelse i statskundskab. Det er derfor med stor undren, at man må konstatere, at det gik så galt som det gik, jævnfør, hvad jeg nævnte under omtalen af krisen.

På den anden side er de mange akademikere årsagen til, at de 179 politikere på Christiansborg ikke er reelt repræsentative for den danske befolkning. Jeg tror, at man skal lede længe for blot at finde en murerarbejdsmand på tinge!

Endnu har jeg ikke udtømt mit emne. Jeg kommer tilbage!

På genhør!