Den Ensomme Ulv

Den Ensomme Ulv

Ulve er flokdyr, og ulve har til alle tider fascineret menneskerne, og samtidig har ulvene skabt frygt dels på grund af deres rov af husdyr, og dels fordi de også har udgjort en fare for menneskerne selv, men samtidig har fascinationen draget disse dyr og menneskerne mod hinanden. Et resultat heraf er hunden, men det tænker vi ikke over i det daglige, men selv min lille, venlige gravhund har gener til fælles med den frygtede ulv.

Ulven er som sagt et flokdyr, men det hænder, at en ulv mister sin flok. En enlig ulv, vil ofte hurtigt gå til grunde, men nogle kan være så stærke, at de kan klare sig uden flokken, og den enlige, stærke ulv er for mange blevet sindbilledet på styrke og autonomi.

Eneren er ofte genstand for beundring - også når det gælder mennesker - men tilbageholdenhed er også karakteristisk, når det gælder omgang med de lidt sære enere; undertiden er det ligefrem en form for frygt, som omgivelserne nærer for eneren, for han skal kanøfles, som H.C. Andersen siger i Den Grimme Ælling.

Dermed er vi inde i mobningsproblematikken. I det nutidige, såkaldt moderne samfund er der ikke plads til afvigere, til de sære, til dem, der nu bare er sådan, at de ikke er som alle de andre. Det er ikke, fordi de ønsker at være sære. De vil bare have lov til at gå deres egne veje, og det er som oftest veje, som er besværlige, og som stiller store krav til dem, som vil gå ad disse vej. Mange går da også til grund undervejs og havner på en slags samfundets losseplads, fordi der ikke var plads til den i det velordnede og regelrette samfund.

Det begynder i skolen - uddannelsen  til at være det gode samfundsmedlem - i virkeligheden en ensretning:" hug en hæl og klip en tå" plejer man at sige. Det er langt fra alle, der passer i skabelonen, og så begynder vanskelighederne sådan rigtig for alvor.

Ikke for dem, der som dusinmennesker kan vende og dreje sig, så de kommer til at passe i skabelonen, idet de hurtigt udvikler forståelsen af, hvad politisk korrekthed i enhver forstand vil betyde, og som ser deres fordel i at flyde med strømmen, således som det fremgår af "Admiralens Vise" fra "Den Gode Fregat Pinafore", som blev spillet på Det Kongelige Teater for mange år siden.

Den gennemførte ensretning giver gode soldater, som adlyder ordrer og vælgere, der kan påvirkes i den retning, man fra politisk hold ønsker og således stemme, som det er politisk ønskværdigt.

Vi så det for mange år siden, ja, det er faktisk mere end 70 år siden. Det var dengang, da Danmark blev besat, og hvor samarbejdspolitikken blev til i en slags politisk korrekthed i forhold til besættelsesmagten.

Resultatet kender vi, og jeg er selv en stemme i koret af dem, der priser sig lykkelige over, at den store katastrofe blev undgået i løbet af de fem år, vanviddet fik lov at råde i Danmark. Men inderst inde kan jeg ikke undgå følelsen af skam på Danmarks vegne

Det var enere, særlinge, folk, der tænkte anderledes end den store hob, der gjorde det nødvendige for at genskabe den respekt, som et indforstået fællesskab satte overstyr dengang i april 1940.

Det var disse meget få mennesker, som i modstandsbevægelsen gjorde det nødvendige. Det har Danmark aldrig sagt dem rigtig tak for. Det kan man undre sig over, men allerede dengang vidste vi jo godt, at langt de fleste, som efter maj 1945 optrådte med frihedsbevægelsens armbind aldrig havde gjort dags gerning i frihedskampen. Vi vidste også, nærmest instinktivt, at mange kriminelle handlinger blev begået i den politiløse tid og under dække af modstandskamp.

Som en slags afrunding af denne alt andet end dækkende klumme skal jeg nævne, at næsten enhver kunstnerisk storpræstation så godt som altid skyldes en person: eneren, den ensomme ulv.

På genhør